Dato:            27. september 2007

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.              2007-1200-166

Sagsbeh.:   jvb

Fil-navn:       Dokument 1

 


 

 

Besvarelse af spørgsmål 698 (SUU alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 31. august 2007

 

Spørgsmål S 698:

"Ministeren bedes meddele, hvor regeringen hentede sin sundhedsfaglige rådgivning forud for fremsættelsen af lovforslaget om at nedsætte behandlingsfristen i sundhedsvæsenet fra 2 til 1 måned?"

 

Svar:

Det var et af regeringens mål i regeringsgrundlaget fra februar 2005 at fremsætte lovforslag om, at patienter har ret til at vælge at blive behandlet på et privat sygehus eller klinik eller et udenlandsk sygehus, som regionerne har indgået aftale med, når den periode, patienter skal vente i hjemregionens sygehusvæsen, overstiger 1 måned, mod i dag 2 måneder.

 

Nedsættelse af perioden til 1 måned er blevet gennemført ved en ændring af sundhedsloven, som Folketinget vedtog i december 2006 med virkning fra 1. oktober 2007.

 

Nedsættelse af perioden er begrundet i et ønske om, at flest mulige patienter skal have et behandlingstilbud hurtigt.

 

Rapporten om evaluering af det udvidede frie sygehusvalg udarbejdet af Amtsrådsforeningen, Finansministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet fra 2004 viser bl.a., at patienterne generelt set er glade for deres valgmuligheder i sygehusvæsenet. Patienterne benyttede fortrinsvis det udvidede frie sygehusvalg, fordi de oplevede, at ventetiden på over 2 måneder på behandling på det offentlige sygehus var for lang.

 

En senere rapport »Det udvidede frie sygehusvalg - hvem vælger?« fra maj 2006 fra Amtsrådsforeningen, er baseret på en pilotundersøgelse, der analyserer holdninger og erfaringer hos patienter, som har benyttet det udvidede frie sygehusvalg. Undersøgelsen konkluderer, at det er et bredt udsnit af patienter, som benytter det udvidede frie sygehusvalg på tværs af indkomst, uddannelse og erhvervsmæssig stilling. Undersøgelsen konkluderer også, at for dem er ventetiden af afgørende betydning.

 

Over 120.000 patienter fra hele landet har til i dag nydt godt af det udvidede frie sygehusvalg, og de har derved oplevet en kortere ventetid på sygehusbehandling.

 

Hertil kommer, at stadigt flere patienter benytter sig af det udvidede frie sygehusvalg, og det er regeringens ønske at efterkomme denne stigende efterspørgsel efter korte ventetider.