Dato:            6. september 2007

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.:             2007-1433-303

Sagsbeh.:   hnm

Fil-navn:       Røgfri miljøer: FT-spm-691-dagplejehjem


Besvarelse af spørgsmål nr. 691 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 23. august 2007

 

Spørgsmål 691:

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 21. august 2007 fra Aino Kjærgaard om røgfri dagplejehjem, jf. alm. Del – bilag 737."

 

Svar:

Det følger af § 15, stk. 1, i lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer, at det ikke er tilladt at ryge i den kommunale dagpleje og i puljeordninger, jf. §§ 24 og 25 i lov om social service, og i andre lokaler til brug for dagpleje, når der passes børn.

 

Af lovens § 15, stk. 2, fremgår det, at lokaler, der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være røgfri hele døgnet. Af bemærkningerne i lovforslaget til denne bestemmelse fremgår det, at der her tænkes på et rum, der er særligt indrettet til dagplejebørnene, og hvor eksempelvis deres legetøj, bleer m.v. befinder sig. Et sådant rum vil ikke være indrettet i alle dagplejehjem.

 

Loven stiller således kun krav om røgfrihed døgnet rundt, i de tilfælde, hvor der er indrettet specielle lege- og opholdsrum for børnene.

 

Hvis ikke der i dagplejehjemmet er indrettet et sådant lokale, vil dagplejehjemmet skulle være røgfrit i den tid, hvor der passes børn. Dette gælder dagplejeren, dennes familie og eventuelle gæster. Rygeforbuddet er således i loven begrænset til dagplejens åbningstid, hvor der passes børn.

 

Opmærksomheden henledes på, at loven fastsætter mindstekrav for røgfri miljøer. Det vil være op til den enkelte kommune at beslutte, om man ønsker at fastsætte skærpede krav til røgfri miljøer, herunder i dagplejehjem.