Dato:           

Kontor:         Internationalt kt.

J.nr.:             2007-1530-132

Sagsbeh.:   HEB

Fil-navn:       SUU spm. 689

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 689 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 23. august 2007

 

Spørgsmål 689:

"Hvad er ministerens holdning til en model, hvorefter sygeplejerskerne fortsat skal kunne udføre selvstændige behandlinger omfattende injektioner, når dette sker under lægeligt ansvar?"

 

Svar:

Jeg har indhentet følgende udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Det fremgår af autorisationslovens § 17, at en autoriseret sundhedsperson er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed bl.a., når vedkommende benytter medhjælp. Sundhedsstyrelsen har i henhold til autorisationslovens § 18 fået bemyndigelse til at regulere brugen af medhjælp. Sundhedsstyrelsen har i bekendtgørelse om kosmetisk behandling og i den tilknyttede vejledning implementeret, hvad der hidtil har været styrelsens opfattelse og praksis ved vurdering af spørgsmål om brug af medhjælp. Sundhedsstyrelsen er endvidere ved at udarbejde generelle regler om brug af medhjælp og delegation.

 

Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at den nævnte model i spørgsmål 689 afspejler det, der fremgår af det udkast til bekendtgørelse om kosmetisk behandling, Sundhedsstyrelsen har sendt i høring. Det fremgår således af udkastet til bekendtgørelsen, at sygeplejersker vil kunne få tilladelse til at indsprøjte ikke-permanente fillers og botulinumtoksin som medhjælp for en speciallæge eller en læge med dokumenterede, relevante kvalifikationer. Det fremgår også af udkastet til bekendtgørelsen, at sygeplejersker vil kunne få tilladelse til som medhjælp at fjerne hår og kar samt udføre milde rynke-behandlinger med IPL og laser.

 

Det er imidlertid Sundhedsstyrelsens opfattelse, at det er vigtigt af hensyn til patientsikkerheden, at den ansvarlige læge vurderer de enkelte patienter, herunder stiller indikationer for hver enkel patient. Som det fremgår af § 10, stk. 3, i udkastet til bekendtgørelsen, kan sygeplejersker som medhjælp for læger (på delegation af en læge) stille indikationen (forundersøge patienten og vælge behandling) i forbindelse med fjernelse af hår og kar med IPL og laser samt ved udførelse af non-ablative laserbehandlinger. Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 688 vil § 10, stk. 3, også komme til at omfatte indsprøjtning af ikke-permanente fillers.”