Dato:           

Kontor:         Internationalt kt.

J.nr.:             2007-1530-132

Sagsbeh.:   HEB

Fil-navn:       SUU spm. 687

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 687 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 23. august 2007

 

Spørgsmål 687:

"Ministeren bedes oplyse antallet af klinikker, der udfører kosmetiske behandlinger, og herunder oplyse hvor mange af klinikkerne, der er ejet/drevet af sygeplejersker, og hvor mange klinikker, der drives under lægeligt ansvar."

 

Svar:

Jeg har indhentet følgende udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at der ingen steder er at finde en opgørelse over, hvor mange der beskæftiger sig med den kosmetiske behandling og de kosmetiske indgreb, som autorisationsloven giver styrelsen hjemmel til at regulere.

 

Det fremgår i bemærkningerne til autorisationsloven, at Sundhedsstyrelsen har skønnet, at der i 2005 var ca. 50 klinikker og ca. 200 læger, som var beskæftiget med kosmetisk behandling. Det blev i den forbindelse ikke skønnet, hvor mange sygeplejersker eller personer uden sundhedsfaglig autorisation der ejer/driver klinikker, som beskæftiger sig med kosmetisk behandling.

 

Baggrunden for ovennævnte skøn fremgår af Sundhedsstyrelsens udredning af december 2004 om kosmetiske indgreb, der foretages af læger i Danmark. Det fremgår heraf, at der ikke findes en officiel fortegnelse over, hvilke lægeklinikker der tilbyder hvilke ydelser, og da hovedparten af de kosmetiske indgreb foretages på patientens eget initiativ og for egen betaling, vil en opgørelse fra Landspatientregisteret eller sygesikringen, ikke kunne give et dækkende billede. Det fremgår endvidere af udredningen, at kosmetiske indgreb ofte foregår uden, at patienten er henvist fra anden læge, og at virksomheden derfor er afhængig af reklamering, som minimum ved en nævnelse i telefonbogen og eller på Internettet med hjemmesider om klinikken. Det blev derfor valgt ved udredningens udarbejdelse at finde udbyderne på Internettet og på De gule sider (telefonbogen), selv om søgningen ikke ville være udtømmende. Der blev fundet 54 klinikker, som var at betegne som lægelige klinikker.

 

Det vil således altid være et skøn, hvor mange klinikker der findes, som beskæftiger sig med kosmetisk behandling, indtil der kommer en registrerings-ordning over klinikkerne.

 

Sundhedsstyrelsen har på en forespørgsel fra april 2007 forsøgt via de mest gængse sider på Internettet (kosmetikGuide og SmukNu) at identificere, hvor mange klinikker tilbyder den kosmetisk behandling, som er reguleret i bekendtgørelse om kosmetisk behandling. Det fremgår af de oplysninger, som var tilgængelige på Internettet via de to nævnte søgeguider, at der findes 167 klinikker, som udbyder behandling omfattet af bekendtgørelse om kosmetisk behandling.

 

Af de 167 klinikker var 65 enten ejet af læger eller havde læger ansat. 8 klinikker var ejet af sygeplejersker. 25 klinikker var ejet af kosmetologer/kosmetiker, hvoraf flere af disse havde læger eller sygeplejersker tilknyttet ifølge oplysningerne på hjemmesiden. 8 klinikker var ejet af personer uden sundhedsfaglig autorisation, som ej heller var uddannet som kosmetolog/kosmetiker. Det var ikke muligt for de sidste 61 klinikker at identificere ejerskabet/ansættelses­forhold.

 

En krydssøgning med De gule sider på Internettet bekræftede ovennævnte oplysninger, men viste tillige, at der yderligere findes en række klinikker, der ikke markedsfører sig på Internettet, men som meget vel kan udbyde den kosmetiske behandling, som er reguleret i bekendtgørelse om kosmetisk behandling.”