Dato:            21. august 2007

Kontor:         Kræftenheden

J.nr.:             2007-12103-669

Sagsbeh.:   MAR

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 652 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 11. juli 2007

 

Spørgsmål 652:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 11. juli 2007 fra Birgitte Bruun vedrørende brug af Gardasil-vaccine, jf. alm. del - bilag 674."

 

 

Svar:

I sin henvendelse til Sundhedsudvalget af 11. juli 2007 fremfører Birgitte Bruun sine positive erfaringer med homøopatisk behandling og sin bekymring for indførelsen ”antikræft-vaccine”, her forstået som de såkaldte HPV-vacciner. Nærmere bestemt er Birgitte Bruun bekymret for brugen af præparatet Gardasil.

 

Lad mig først fremhæve, at jeg er meget glad for at Birgitte Bruun har fundet en virksom behandling mod den allergi, der havde plaget hende i 26 år.

Personligt er jeg af den opfattelse, at det etablerede sundhedssystem bør være åbent overfor nye behandlingsformer. Men såvel for det etablerede sundhedssystem, som for det alternative område, gælder det, at vi skal kende værdien, herunder virkninger og bivirkninger, af de behandlinger der indføres eller anbefales.

 

Beslutningen om at indføre, eller ikke indføre, en vaccine såsom HPV-vaccine er en alvorlig beslutning, der bør foretages på det fagligt bedst mulige grundlag. Derfor skal Sundhedsstyrelsen udarbejde en anbefaling om HPV-vaccines anvendelse inden udgangen af 3. kvartal 2007. Anbefalingen vil danne det nødvendige grundlag for at træffe en politisk beslutning om, hvorvidt HPV-vaccination skal indføres.