Â
Folketinget Christiansborg 1240 København K
|
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 619 og 620 (Alm. del) stillet af Sundhedsudvalget den 21. juni 2007.
Med venlig hilsen
Helge Sander
Â
Spørgsmål nr. 619 og 620 stillet af Sundhedsudvalget den 21. juni 2007 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del).
Spørgsmål 619
Hvordan vil ministeren sikre den nødvendige karriererådgivning omkring lægelige specialer allerede under medicinstudiet?
Svar
Der foregår allerede karriererådgivning omkring lægelige specialer under medicinstudiet. De sundhedsvidenskabelige fakulteter oplyser, at deres studievejledning kan henvise en studerende til en repræsentant for et speciale, såfremt den studerende ønsker særlig rådgivning om specialet. Fakulteterne afholder desuden en årlig karrieredag, hvor de enkelte medicinske specialer rådgiver om deres område gennem præsentationer og på messestande.
Ydermere har de studerende adgang til karriererådgivning i forbindelse med deres ophold på de kliniske uddannelsessteder, hvor de indgår i forskellige medicinske specialer og har mulighed for at rådføre sig med underviserne.
Regeringen har fremlagt en omlægning af den lægelige videreuddannelse, der er aftalt gennemført med Lægeforeningen og Danske Regioner. Af princippapiret for tilrettelæggelse af den lægelige videreuddannelse fremgår det, at de studerende og de yngste læger skal have bedre karriererådgivning og vejledning i valg af speciale. Sundhedsstyrelsen oplyser, at man netop nu er i gang med at undersøge, hvorledes karriererådgivningen kan styrkes på alle niveauer, herunder på medicinstudiet.
Spørgsmål 620
Hvordan forholder ministeren sig til indenrigs- og sundhedsministerens tilkendegivelse af, at ph.d.'er inden for lægevidenskaben i højere grad skal skrives prægraduat, med deraf følgende forlængelse af studietiden?
Svar
I henhold til udkast til bekendtgørelse om speciallæger vil gennemførelse af et godkendt ph.d.-forløb forlænge tidsfristen for påbegyndelse af speciallægeuddannelsen med tre år. Da ph.d.-forløb således bliver fuldt kompenseret, forventes det ikke, at ph.d.-uddannelsen inden for lægevidenskab i højere grad vil blive påbegyndt prægraduat. Der tages dog forbehold for eventuelle ændringer i bekendtgørelsesteksten som følge af høringen.