Dato:            29. juni 2007

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2007-12145-56

Sagsbeh.:   jli

Fil-navn:       Dokument 11

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 600 (Alm. del – bilag 554), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. juni 2007

 

Spørgsmål 600:

"Ministeren bedes kommentere supplerende henvendelse af 28. maj 2007 fra Niels Dahm, Faaborg vedrørende behandling af spiseforstyrrelser, jf. alm. del – bilag 554."

 

Svar:

Som jeg ved flere tidligere lejligheder har oplyst overfor Sundhedsudvalget, prioriterer regeringen indsatsen overfor de spiseforstyrrede højt. I min besvarelse af spørgsmål 473, hvori jeg kommentere den første henvendelse fra Niels Dahm, redegør jeg for den styrkelse af den sundhedsfaglige behandling for spiseforstyrrede, der er igangsat med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens rapport ”Spiseforstyrrelser - Anbefalinger for organisation og behandling” og med tilførsel af de 30 mio. kr. årligt, som blev afsat med satspuljeaftalen for 2005. Herudover nævner jeg initiativer igangsat på Socialministeriets område og de muligheder spiseforstyrrede har for at få støtte efter den sociale lovgivning.

 

For så vidt angår muligheden for behandling på private behandlingssteder kan jeg oplyse, at der stadig er uforbrugte midler i den pulje på 16,5 mio. kr., som regeringen sammen med satspuljepartierne afsatte til behandling af spiseforstyrrelser på private behandlingssteder. Som aftalt med partierne bag puljen, står de tilbageværende midler fortsat til rådighed for regionerne.