Besvarelse af spørgsmål nr. 568 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 29. maj 2007

 

Spørgsmål 568:

"Med henvisning til vedlagte nyhedsbrev af 29. maj 2007 fra Lægemiddelindustriforeningen ”Danskerne får ikke den nyeste kræftmedicin” bedes ministeren oplyse, om det er korrekt, at danskerne ikke får den nyeste kræftmedicin og årsagen hertil, samt hvilken betydning det har i forhold til helbredelse."

 

Svar:

Det er ikke korrekt, at Danmark i internationale sammenligninger er langsom til at tage ny kræftmedicin i anvendelse.

 

I det nyhedsbrev, der refereres til i spørgsmålet, henvises til en undersøgelse, der er foretaget af B. Jönsson fra Stockholm School of Economics og N. Wilking fra Korolinska Institute. De to forfattere har i henholdsvis 2005 og 2007 publiceret to sammenligningsstudier af introduktionen af ny kræftmedicin. Begge studier dækker perioden 1999 til og med 2004. I rapporten fra 2005 sammenlignes introduktionen af 56 kræftpræparater i 19 europæiske lande, mens rapporten fra 2007 er udvidet til at sammenligne introduktionen af 67 kræftpræparater i 25 lande.

 

Studierne viser, at det afhænger af, hvilken kræftmedicin man ser på, hvordan Danmark falder ud. I sammenligningen af de europæiske lande er den overordnede konklusion, at Danmark ligger på europæisk gennemsnit i forhold til introduktion af ny kræftmedicin. Sammenlignes de nordiske lande, er det Norge, der falder ud som det land, hvor introduktionen af ny kræftmedicin går langsomst.

 

Går man ned i rapporternes delkonklusioner, og sammenligner de nordiske lande, ligger Danmark på europæisk gennemsnit, hvad angår introduktionen af kræftmedicin til behandling af brystkræft, mens Finland, Norge og Sverige ligger under det europæiske gennemsnit. I forhold til indførelse af bevacizumab (Avastin®) til behandling af tarmkræft ligger Danmark sammen med bl.a. Norge og Sverige under det europæiske gennemsnit.

 

I rapporterne fremhæves Danmark sammen med Frankrig for gennem nationale kræftplaner at have fokus på, at patienterne skal have hurtigere adgang til ny kræftmedicin. Endvidere fremhæves Danmark for i 2006 at have bevilget ekstra 200 millioner til indførsel af ny kræftmedicin. 

Lægemiddelindustriforeningens nyhedsbrev henviser til undersøgelsen fra 2005 og ikke 2007. I stedet for at referere undersøgelsens samlede konklusion, der viser, at Danmark ligger på europæisk gennemsnit sammen med bl.a. Sverige, Tyskland og Frankrig, vælger foreningen imidlertid at referere en særlig oversigt i rapporten over otte lægemidler. Der er tale om lægemidler, der er taget i brug i Danmark mellem marts 1997 og september 2001.

 

På det grundlag postulerer foreningen en sammenhæng mellem lave danske overlevelsesrater og langsom indførelse af ny medicin. Der er intet grundlag i 2005-under­søgelsen herfor for Danmarks vedkommende. Undersøgelsen refererer en amerikansk analyse af sammenhængen mellem cancerdødelighed og brugen af nye cancerlægemidler i 2000. Danmark optræder i denne analyse som et at de lande, der har introduceret flest nye cancerlægemidler.

 

I nyhedsbrevet giver Lægemiddelforeningen bl.a. indtryk af, at kræftmedicin generelt introduceres hurtigere i Sverige og Norge end i Danmark. Dette er i direkte modstrid med både 2005- og 2007-undersøgelsernes resultater, navnlig hvad angår Norge. 

 

Efter min opfattelse er Lægemiddelindustriforeningens præsentation og omtale af de pågældende videnskabelige undersøgelser aldeles useriøs.