"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel i Ã…rhus Stiftstidende den 3. maj 2007 "14-Ã¥rige kan fÃ¥ sprut og smøger leveret til dørenâ€.â€
Det fremgår af artiklen fra Århus Stiftstidende, at en 14-årig pige uden besvær har kunnet få leveret alkohol i familiens hjem ved at bestille alkohol hos et internetfirma. Budet, som leverede de alkoholholdige produkter, spurgte ikke til pigens alder og bad ikke om at se bevis for alder.
Det fremgår endvidere af artiklen, at avisen tidligere har beskrevet, hvordan næsten hver anden butik i Århus sælger alkohol til unge uden at sikre sig, at de unge er fyldt 16 år.
Jeg finder det meget beklageligt, at unge under 16 år i mange tilfælde kan få leveret alkohol til døren og købe alkohol i butikker, uden at budene og butikspersonalet sikrer sig, at de unge er fyldt 16 år.
Efter min opfattelse burde det ikke være så svært at tjekke de unges alder, idet alle unge, som er fyldt 16 år har mulighed for at skaffe sig billedlegitimation som fx Indenrigs- og Sundhedsministeriets legitimationskort til unge eller et knallertbevis. Der er således indført et redskab for de handlende til at kunne sikre sig, at kunden er gammel nok til at kunne købe alkohol.
Samtidig har Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen udsendt diverse oplysningsmateriale og skilte til butikkerne i forbindelse med, at aldersgrænsen i 2004 blev hævet fra 15 til 16 år. Så det burde efter min opfattelse ikke være på grund af manglende kendskab til butikssalgsforbudet og legitimationskortet, at nogle butikker ikke overholder loven.
Jeg finder, at der er behov for at tage sagen op med detailhandlens brancheorganisationer på ny.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har derfor indkaldt organisationerne til et snarligt møde med henblik på at drøfte, hvilke yderligere tiltag, der skal til for at sikre, at butikkerne håndhæver butikssalgsforbudet.