Dato:            14. maj 2007

Kontor:         Sundheds-økonomisk center

J.nr.:             2007-12106-241

Sagsbeh.:   mk

 

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 505 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 7. maj 2007                                                                                

 

Spørgsmål 505:

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 1. maj 2007 fra Steen V. Skånstrøm, Vedbæk vedrørende patientjournaler, jf. alm. del – bilag 478.”

 

Svar:

Centralt i henvendelsen fra Steen V. Skånstrøm er bekymring over udgifterne ved den kommende udvikling på EPJ-området.

 

Til imødegåelse af denne bekymring foreslås det i henvendelsen at finde en allerede godt indkørt løsning i lande, vi normalt sammenligner os med, og hvis det mod forventning ikke skulle være muligt så afvente, at en tilfredsstillende løsning bliver udviklet i større lande, der har bedre råd til at udvikle nye og komplicerede styringssystemer.

 

Til forslaget om i udlandet at finde en godt indkørt løsning bemærkes, at der ikke internationalt findes veludviklede standardsystemer, der uden videre er egnede til anvendelse på tværs af landegrænser. Det er sammenfattende et af resultaterne af det eksterne review, der blev indgået aftale mellem regeringen og Danske Regioner om at gennemføre som en del af økonomiaftalen for 2007.

 

Af dette review, som er gennemført af Deloitte Business Consulting A/S og nu offentliggjort og fremsendt til Sundhedsudvalget til orientering den 25. april 2007, fremgår tillige en forventning om, at udviklingen fremover formentlig gradvis vil bryde grænser i takt med, at leverandører med succes på nationale markeder i stigende grad vil orientere sig mod det internationale marked.

 

Det gennemførte review vil udgøre en del af grundlaget for den kommende tids aktiviteter med at udarbejde en ny strategi for digitalisering i sundhedsvæsenet. Med udgangspunkt i review rapportens aftegning af strategiske udviklingsveje for EPJ ses ikke noget grundlag for at sætte udviklingen i stå og afvente, at udenlandsk udvikling på området kan overføres til Danmark, som det alternativt foreslås i henvendelsen fra Steen V. Skånstrøm.

 

Den kommende strategi vil med tilknyttet handlingsplan aftegne udviklingssporene for de kommende år. Uden at forudskikke arbejdet her, vil jeg dog i denne sammenhæng bare sige, at udviklingen bør søges tilrettelagt efter, hvad der sker såvel nationalt som internationalt på det indtil videre noget umodne marked. Herved sigtes efter en mulig konkurrencesituation, hvor udenlandske resultater kan komme Danmark til gavn, ligesom danske fortrin på området kan få potentiale på et større marked.