Dato:            14. juni 2007

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2006-12102-289

Sagsbeh.:   lpj

Fil-navn:       Dokument 2

 


Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 504 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 7. maj 2007

 

Spørgsmål 504:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. april 2007 fra Klinikken Livet vedrørende kvaliteten af klinikkens behandling, jf. alm. del. – bilag 477."

 

Svar:

Jeg har anmodet Sundhedsstyrelsen om bemærkninger til Klinikken Livets brev af 23. april 2007, hvori Sundhedsstyrelsens udtalelse af 10. april 2007 bliver kommenteret.

 

Sundhedsstyrelsen har ved brev af 22. maj 2007 svaret således:

 

”Sundhedsstyrelsen er ved mail af 7. maj 2007 anmodet om bemærkninger til brev af 23. april 2007 fra Klinikken Livet vedrørende kvaliteten af klinikkens behandling.

 

Sundhedsstyrelsen bidrog ved mail af 10. april 2007 til besvarelse af folke-tingsspørgsmål 400, der havde følgende ordlyd:

 

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 29. januar 2007 fra Klinikken Livet om behandling af kroniske smertepatienter, jf. bilag 299 og AD-bilag, herunder anmodes om Sundhedsstyrelsens vurdering af kvaliteten af behandlingen, der foretages på Klinikken Livet, og om det kan bekræftes, at klinikken har god succes med at få patienterne tilbage til en produktiv tilværelse og til arbejdsmarkedet.

 

Direktør, cheflæge Rick Steele, Klinikken Livet har anmodet om og fået aktindsigt i Sundhedsstyrelsens besvarelse af 10. april 2007 og har efterfølgende indsendt sine kommentarer til Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved brev af 23. april 2007 og sendt kopi af dette brev til Sundhedsstyrelsen.

 

Sundhedsstyrelsen har følgende bemærkninger til brevet af 23. april 2007 fra Klinikken Livet:

 

Sundhedsstyrelsen vurderede i forbindelse med besvarelse af folketings-spørgsmål 400, at cheflæge Rick Steel’s journalføring var mangelfuld og styrelsen konkluderede, at forundersøgelserne ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag til at lægge en plan for behandlingen af patienterne.

 

Gennemgangen af de tre journaler viste, at de ikke overholdt bestemmelserne i den dagældende bekendtgørelse nr. 846 af 13. oktober 2003 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) med tilhørende vejledning.

 

Sundhedsstyrelsen har, som det er præciseret i sidste afsnit af besvarelsen af 10. april 2007, ikke vurderet kvaliteten af behandlingen, der udføres på Klinikken Livet, ej heller om behandlingen lever op til forventelig standard for smerteklinikker. Sundhedsstyrelsen foretager ikke generelle vurderinger af kvaliteten af behandlingen på eksempelvist en klinik, men vurderer i konkrete sager om sundhedspersonerne har udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed i deres faglige virke, eller om der er risiko for patientsikkerheden. De oplysninger, som Sundhedsstyrelsen er i besiddelse af vedrørende forholdene på Klinikken Livet, giver ikke styrelsen anledning til at rejse en tilsynssag, idet styrelsen vurderer, at behandlingen, som udføres på Klinikken Livet, ikke udgør en fare for patientsikkerheden. Derfor har Sundhedsstyrelsen ikke indhentet yderligere oplysninger til belysning af sagen.

 

Sundhedsstyrelsen vil henstille læge Rick Steele til for fremtiden at journalføre i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1373 af 12. december 2006 om lægers, tandlægers, kiropraktorers, jordemødres, kliniske diætisters, kliniske tandteknikeres, tandplejeres, optikeres og kontakt-linseoptikeres patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse mv.).

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har endvidere ved mail af 7. maj 2007 anmodet Sundhedsstyrelsen oplyse, om brevet af 23. april 2007 giver anledning til at indhente yderligere oplysninger og foretage en fornyet vurdering af kvaliteten af Klinikken Livets behandling.

 

Sundhedsstyrelsen har ikke fundet anledning til at indhente yderligere oplysninger vedrørende Klinikken Livet, jf. ovenstående.”

 

Jeg henholder mig til ovenstående besvarelse fra Sundhedsstyrelsen.