Dato:            29. juni 2007

Kontor:         Sundhedsstatistik/Sundhedspolitisk kt.

J.nr.              2007-1212/24-1

Sagsbeh.:   TJN/JKR

Fil-navn:       Suu-501.svar.doc

 


 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 501 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 7. maj 2007.

 

Spørgsmål nr. 501:

"Hvad er ministerens kommentar til udtalelser fra Anni Ankjær-Jensen, DSI, om at den maksimale produktivitet på sygehusene findes på sygehuse med 200-400 sengepladser, svarende til sygehusenes størrelse i Region Sjælland?"

 

Svar:

Spørgsmålet vurderes at relatere sig til rapporten ”Sygehusstruktur i Danmark” fra maj 2005 udgivet af DSI, som bl.a. omfatter en analyse af sammenhængen mellem sygehusstørrelse og produktivitet.

 

I analysen konkluderes følgende:

 

”Undersøgelser af sammenhængen mellem sygehusstørrelse og produktivitet tegner altså ikke et klart billede af en evt. optimal sygehusstørrelse. Flere undersøgelser indikerer, at enheder i størrelsesordenen 200-400 sengepladser er mest produktive, men at andre faktorer, herunder især patientsammensætningen, har indflydelse på sammenhængen mellem produktivitet og størrelse.”

 

Analysen er ikke baseret på en decideret dansk undersøgelse, men i stedet internationale undersøgelser med data fra USA, Storbritannien og andre industrialiserede lande.

 

Analysens resultater kan derfor ikke ukritisk overføres til danske forhold.

 

Der er i december 2006 af en arbejdsgruppe bestående af Danske Regioner, det daværende H:S, Finansministeriet, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet udarbejdet en rapport ”Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren”, som bl.a. indeholder en sammenligning af produktiviteten i 2005 på de danske sygehuse.

 

Det konkluderes i rapporten, at der kan være mange forskellige forklaringer til de viste forskelle i produktiviteten mellem sygehusene.

Videre konkluderes i rapporten, at resultaterne ikke tyder på, at forskelle i specialisering alene påvirker produktiviteten, eller at sygehuse med en stor andel af akutte behandlinger, har lavere produktivitet.

 

De enkelte sygehuses produktivitet vurderes at afhænge af en lang række forskellige faktorer. Derfor er det også vigtigt med løbende offentliggørelser af produktivitet på bl.a. sygehusniveau, da det bidrager til at skabe øget gennemsigtighed på området og giver mulighed for at lære af de bedste sygehuse.

 

På baggrund af ovenstående vurderes der ikke at være klar dokumentation for, at danske sygehuse med netop 200-400 sengepladser har den maksimale produktivitet, og sygehusplanlægningen i Region Sjælland kan naturligvis ikke alene vurderes på dette grundlag.