Folketingets Sundhedsudvalg

 Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 482 (Alm. del):

 

I brev af 30. april 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 482:

 

"Hvad er begrundelsen for, at farmakonomuddannelsen ikke er en uddannelse, der fører til en professionsbachelor, når gruppen betros arbejde, der kræver dette?"

 

Svar:

De sundhedsuddannelser på Undervisningsministeriets område, der udbydes på professionsbachelorniveau, er blandt andet karakteriseret

ved at være generalistuddannelser, der giver grundlæggende, alsidige og faglige kvalifikationer, som kan anvendes inden for alle grene af det enkelte sundhedsområde. Den mere specialiserede viden erhverves for disse uddannelsers vedkommende i efter og videreuddannelsessystemet.

 

Hovedparten af færdiguddannede farmakonomer er alene beskæftiget på apotek med vejledning, information og rådgivning af apotekets kunder om forebyggelse, sundhed og behandling med håndkøbslægemidler og andre apoteksvarer. For receptpligtige lægemidler giver farmakonomer endvidere information om anvendelse, holdbarhed og opbevaring.

 

På sygehusapotekerne udfører farmakonomer en række opgaver, der har med lægemidler at gøre, eksempelvis i forbindelse med produktion, kontrol, ekspedition og information.

 

Farmakonomuddannelsen defineres almindeligvis som en videregående uddannelse, men udbydes ikke på professionsbachelorniveau. Afgørelsen af, hvorvidt en uddannelse vil kunne udbydes på professionsbachelorniveau, baseres bl.a. på uddannelsens formål, adgang, indhold, længde og struktur, lærernes kvalifikationer samt uddannelsens professionsbasering, forskningstilknytning og udviklingsbasering.

De arbejdsfunktioner, som den færdiguddannede farmakonom varetager, skønnes ikke at kræve faglige kompetencer på bachelorniveau. Dertil kommer, at beskæftigelsesområdet som anført almindeligvis alene omfatter apoteker og dermed forholdsvis smalt.

 

Det er min vurdering, at der på denne baggrund ikke aktuelt er behov for at ændre uddannelsen på nuværende tidspunkt.

 

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder