Dato:            16. maj 2007

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.:             2007-1150-47

Sagsbeh.:   JMJ

Fil-navn:       svar spm 430 alm del

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 430 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 2. april 2007

 

Spørgsmål 430:

"Vil ministeren kommentere rapporten ”ledelsesforhold og kapacitet – et øjebliksbillede. Sundhedsordningerne for børn og unge 1.1. 2007” offentliggjort med pressemeddelelse af 19. marts 2007 af Foreningen af ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark, samt søge afklaret med KL på hvilket grundlag KL baserer oplysningerne i deres pressemeddelelse af 23. marts 2007 ”Kommunerne ansætter flere sundhedsplejersker”, således at det kan blive afklaret, hvilke tal der er de rigtige i relation til opgørelse af antallet af sundhedsplejersker. Jf. også pressemeddelelse af 23. marts 2007 fra Foreningen af ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark: ”Kommentar til pressemeddelelse udsendt fra KL 23.3. kl. 06.57."

 

Svar: Foreningen for Ledere af Sundhedsordninger for børn og unge i Danmark gengiver i omtalte rapport de væsentligste resultater fra en spørgeskemaundersøgelse, foreningen i december 2006 foretog blandt landets kommuner om ledelse og kapacitet i den kommunale sundhedstjeneste.

 

I rapporten beskrives bl.a. kommunernes organisering af sundhedstjenesten, herunder ledelsens faglige profil og sundhedstjenestens organisatorisk placering i kommunerne. Jeg hæfter mig i denne forbindelse bl.a. ved, at 79 % af kommunerne har ledende sundhedsplejersker samt ved, at nogle kommuner har valgt at integrere den kommunale sundhedstjeneste med de andre kommunale områder for børn og unge (fx det sociale område), mens andre kommuner formentlig som følge af kommunernes ansvar for forebyggelse og sundhedsfremme har valgt at placere sundhedsordningerne i en sundhedsafdeling.

 

For så vidt angår kapaciteten i den kommunale sundhedstjeneste lægger Foreningen for Ledere af Sundhedsordninger for børn og unge i Danmark i foreningens pressemeddelelse af 19. marts 2007 særlig vægt på, at der fra 1999 til 2007 er sket et fald i sundhedsplejersketimer pr. 1000 børn på 10 %, hvilket svarer til 159 fuldtidsstillinger. Pt. svarer kapaciteten iflg. foreningen på landsplan til 1455 sundhedsplejersker i fuldtidsstillinger.  

 

KL afviser på grundlag af datatræk fra Danmarks Statistik og Den Fælleskommunale Løndatastatistik i en pressemeddelelse af 23. marts 2007 foreningens undersøgelse af kapacitetsudviklingen i den kommunale sundhedspleje 1999-2007. KL oplyser i den forbindelse overfor ministeriet, at der i nævnte periode er sket stigning fra 1401 til 1520 fuldtidsstillinger i den kommunale sundhedspleje. Hertil kommer sundhedsplejersker i lederstillinger, som KL ikke i oven nævnte undersøgelse har opgjort tal for.

 

Jeg vil ikke på det foreliggende grundlag gå nærmere ind i en drøftelse af de to forskellige opgørelser over udviklingen i antallet af sundhedsplejersker i kommunerne fra 1999 til 2007. Men jeg vil gerne understrege, at det efter gældende lovgivning er kommunernes ansvar at sikre en fagligt forsvarlig normering i den kommunale sundhedstjeneste.