"Ministeren bedes oplyse i hvilket omfang udbuddet af behandlinger svarer til efterspørgslen hos kroniske patienter, samt hvor mange der som følge af manglende kapacitet ikke behandles.â€
Til brug for besvarelsen har jeg indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen har bl.a. oplyst, at der er mange patienter i Danmark med kroniske lidelser, at antallet af kroniske sygdomme/diagnoser er mange, og at behandlingsmulighederne er mange og forskellige.
Det anslås, at ca. 1,5 millioner mennesker lever med en eller flere kroniske sygdomme i Danmark, men der foreligger ikke en klar definition og afgrænsning af, hvad der er en kronisk sygdom.
Det er ikke muligt at opgøre udbud af og efterspørgsel efter sygdomsbehandling hver for sig, sådan som spørgsmålet forudsætter. De registreringer, der sker i sundhedsvæsenet, omhandler i sagens natur de patienter, der bliver undersøgt og behandlet m.v. – ikke dem der evt. ikke bliver det.
Ventetidsoplysninger kan på nogle områder give indtryk af forholdet mellem udbud og efterspørgsel, men da der som nævnt ikke er en entydig definition på kroniske og ikke kroniske patienter, er det ikke umiddelbart muligt at belyse udvalgets spørgsmål ad denne vej.