Dato:            28. november 2006

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-1322-31

Sagsbeh.:   HBJ

Fil-navn:       Sp.37.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 37 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 26. oktober 2006

 

Spørgsmål 37:

"Ministeren bedes oplyse om fastsættelsen af en grænseværdi for rester af de veterinære lægemiddelstoffer Thiamphenicol, Fenvalerat, Meloxicam og Doramectin konkret har betydet, at man i Danmark accepterer et højere indhold af disse stoffer i fødevarer, end før man vedtog denne grænseværdi?”

 

Svar:

For så vidt angår proceduren for Kommissionens vedtagelse af bindende grænseværdier for lægemiddelstoffer kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 36 (alm.del), stillet af Sundhedsudvalget sammen med spørgsmål nr. 37.

 

Angående de fire nævnte lægemiddelstoffer har jeg indhentet en udtalelse fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, der har indhentet bidrag fra Fødevarestyrelsen.

 

På baggrund af denne udtalelse kan jeg oplyse, at Kommissionen i oktober 2006 har fremsendt et forslag til medlemsstaterne om fastsættelse af en bindende grænseværdi for stofferne Thiamphenicol, Fenvalerat, Meloxicam og et andet forslag om fastsættelse af en bindende grænseværdi for stoffet Doramectin.

 

Thiamphenicol er et bredspektret antibiotika, der anvendes til bakterielle infektioner i luftveje og tarm hos mange dyrearter. I Kommissionens forslag er grænseværdierne uændrede, men værdierne for svin er blevet permanente, idet tidligere udestående oplysninger om analysemetoden nu er færdigudviklet. Endvidere er grænseværdierne udvidet til at dække alle fødevareproducerende dyr; før var de kun gældende for kvæg, svin og kyllinger.

 

Fenvalerat er et insektdræbende middel mod udvortes parasitter hos kvæg. I Kommissionens forslag er grænseværdierne ligeledes uændrede; men værdierne er blevet permanente, idet tidligere udestående oplysninger om analysemetoden nu er færdigudviklet.

 

Meloxicam er et NSAID-lægemiddel (non-steroid anti-flammatory drug), der anvendes til at hæmme betændelsestilstande. I Kommissionens forslag er grænseværdierne uændrede, men de er blevet udvidet til også at dække kaniner og geder.

 

For de tre lægemiddelstoffer er der således ikke tale om accept af højere indhold af restkoncentrationer i fødevarer end tidligere.

 

Doramectin er et stof til bekæmpelse af visse indvortes og udvortes parasitter. Lægemiddelstoffet Doramectin er revurderet på baggrund af nye videnskabelige oplysninger. Dette har ført til, at man i EU har vurderet, at menneskers acceptable daglige indtag (ADI) af stoffet kan øges, uden at der vil være en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne. Forslaget indebærer, at der tillades højere grænseværdier samt at de omfatter alle fødevareproducerende dyr. Forslaget omfatter dog ikke mælkeydende dyr.

 

Fra dansk side har man støttet begge de nævnte forslag, idet Lægemiddelstyrelsen og Fødevarestyrelsen finder, at de vil sikre, at indtagelse af kød fra dyr behandlet med de omtalte lægemiddelstoffer ikke vil medføre risiko for menneskers sundhed.