Dato:            2. november 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-12102-225

Sagsbeh.:   tfp

Fil-navn:       Dokument 2

 


 

Besvarelse af spørgsmål nr. 35 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 26. oktober 2006

 

Spørgsmål 35:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 17. oktober 2006 fra Klinikken LIVET vedrørende henvisning af patienter ifølge Sundhedslovens § 87, jf. alm. del – bilag 50."

 

Svar:

Henvendelsen omhandler spørgsmålet om henvisning af patienter til Klinikken LIVET i henhold til den aftale om smertebehandling, som klinikken har indgået med amterne (Amtsrådsforeningen) den 18. juli 2006 i henhold til reglerne om det udvidede, frie sygehusvalg.

 

Det fremgår, at klinikken ikke har fået henvist det antal patienter, den havde regnet med, og at klinikken finder, det kan skyldes, at det offentlige sygehusvæsen ikke overholder reglerne om det udvidede, frie sygehusvalg, herunder bl.a. reglen om, at henviste patienter senest 8 hverdage efter, at sygehuset har modtaget henvisningen, skal modtage oplysning fra amtet om, hvorvidt patienten kan tilbydes behandling inden for 2 måneder.

 

Jeg kan oplyse, at efter reglerne om det udvidede, frie sygehusvalg i sygehuslovens § 5 g – og fra den 1. januar 2007 § 87 i sundhedsloven – har en person ret til at vælge behandling på et af de sygehuse, klinikker m.v., som amterne har indgået aftale med, hvis bopælsamtet ikke inden for 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved egne sygehuse eller på et af amtets samarbejdssygehuse.

 

Jeg finder det naturligvis vigtigt, at det offentlige sygehusvæsen overholder reglerne om det udvidede, frie sygehusvalg, herunder også den såkaldte udvidede informationspligt, som regeringen indførte med virkning fra den 1. januar 2005. Denne pligt indebærer, som anført i henvendelsen fra Klinikken LIVET, at henviste patienter senest 8 hverdage efter, at det offentlige sygehus har modtaget henvisningen, bl.a. skal modtage oplysning fra amtet om, hvorvidt patienten kan tilbydes behandling inden for to måneder.  

 

Jeg har ikke i den konkrete sag grundlag for at udtale mig om det offentlige sygehusvæsens administration af reglerne om det udvidede, frie sygehusvalg. Men generelt kan jeg oplyse, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i gang med at gennemføre en evaluering af erfaringerne med den udvidede informationspligt. Evalueringen forventes at foreligge inden for en måneds tid. Formålet med evalueringen er at etablere et grundlag for en stillingtagen til, om der er behov for ændringer i den måde reglerne bliver administreret på under hensyntagen til formålet med indførelsen af den skærpede informationspligt – at styrke patienternes frie sygehusvalg.

 

 

 

  Â