Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

LKR/ J.nr. 2007-1302

Folketingets Sundhedsudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 9. marts 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Sundhedsudvalgs brev af 19. februar 2007 følger hermed socialministerens endelige svar på spørgsmål nr. 317 (SUU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 317:

 

”Hvilke initiativer er der taget for at ændre genoptræningstilbud, institutionsophold m.v. for cochlear implanterede børn, så disse bedst muligt understøtter børnenes udviklingsmuligheder efter CI-operationen, og er ministeren enig i, at det er ud fra et økonomisk synspunkt er en dårlig investering, hvis man bruger midler på en CI-operation men ikke sikrer børnene og deres familie den fornødne og rigtige genoptræning til at få udbytte af operationen?”

 

 

Svar:

 

Jeg mener, at det er forældrene i samarbejde med eksperter indenfor cochlear implantater, der skal vurdere, hvilken støtte og optræning et barn har brug for efter en cochlear implant operation. Børn er forskellige, og derfor skal tilbuddet målrettes det enkelte barns behov.

 

Flere forældre har dog skrevet til mig og fortalt, at det har kostet hårde kampe med kommunen at få det tilbud, som både forældre og læger mente, var det bedste.

 

Socialministeriet er derfor i gang med en afklaring af, hvilke problemstillinger forældre til et barn med et CI oplever. Indtil videre har der været afholdt møde på embedsmandsniveau med forældreforeningen Decibel samt med audiologopæderne på Gentofte Sygehus, herunder Lone Percy-Smidt.

 

Afklaringen skal danne baggrund for en vurdering af, hvordan problemet bedst håndteres. Jeg mener, at det vigtige er at hjælpe børn med et cochlear implantat til at optræne den hørelse, som cochlear implantatet giver dem. I den forbindelse ønsker jeg at inddrage både Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Familie- og Forbrugerministeriet med henblik på at sikre, at det samlede tilbud om genoptræning til børn med et cochlear implantat bliver så godt som muligt.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

/ Karin Munk Petersen