"Hvor mange væresteder/pensionater for borgere med hiv-smitte har de sidste 5 år mistet/fået nedsat den offentlige støtte, og har nogle af disse måtte lukke helt på grund af nedskæringer i støtten?"
Jeg kan oplyse, at driftsstøtten til Positivgruppen, inklusiv værestedet bortfaldt i 2003. Samtidig bortfaldt driftsstøtten til AIDS-info/Sex og Sundhed i Odense, hvoraf 50.000 kr. ifølge Sundhedsstyrelsen gik til Café Trivsel, samt driftsstøtten til Akthiv-huset i Århus. De hiv-smittedes organisationer oplyser selv ifølge Sundhedsstyrelsen, at Positivgruppen og Cafe Trivsel har været lukningstruede, siden de mistede deres driftsstøtte fra og med 2003.
Hiv-Pensionatet, som til og med 2006 var støttet af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amt, lukkede pr. 31. december 2006 både som dag- og døgntilbud.
For Tips- og Lottomidlernes vedkommende er der ikke skåret i støtten.