Dato:            12. marts 2007

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2007-12103-588

Sagsbeh.:   LDN

Fil-navn:       SUU alm del - svar på spm 283 afslag fra Tilskudsnævnet.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 283 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 8. februar 2007

 

Spørgsmål 283:

"Kan ministeren bekræfte, at Tilskudsnævnet har givet afslag på at yde generelt tilskud til vaccination mod livmoderhalskræft for kvinder i alderen 13-26 år? Vil ministeren med henvisning hertil oplyse, hvor mange procent, der har fået afslag på deres ansøgning om individuelt tilskud til vaccination mod livmoderhalskræft, og vil ministeren redegøre for den sociale profil på de personer, der til dato har fået afslag på individuelt tilskud til en vaccine mod livmoderhalskræft?"

 

Svar:

Indledningsvist kan jeg oplyse, at det er Lægemiddelstyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal ydes generelt tilskud til et lægemiddel, mens Medicintilskudsnævnet alene rådgiver Lægemiddelstyrelsen i sager om tilskud til lægemidler, jf. sundhedslovens bestemmelser om tilskud til lægemidler.

 

Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen oplyser, at man har afslået en ansøgning fra lægemiddelvirksomheden SonofiPasteurMSD Danmark om generelt tilskud til Gardasil med den begrundelse, at der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at lægemidlets pris står i et rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi, og at der er nærliggende risiko for, at lægemidlet vil blive anvendt uden for den godkendte indikation, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse om medicintilskud, dvs. uden for det aldersinterval lægemidlet er godkendt til samt til mænd, hvor lægemidlets effekt ikke er undersøgt. Såvel Lægemiddelstyrelsens afgørelse som Medicintilskudsnævnets indstilling kan ses på www.laegemiddelstyrelsen.dk.

 

Lægemiddelstyrelsen oplyser videre, at man pr. 8. februar 2007 havde modtaget 41 ansøgninger om enkelttilskud til Gardasil, der alle er alle blevet afslået. Styrelsen har i sine afslag gjort opmærksom på, at genansøgning er mulig, f.eks. hvis det er relevant på baggrund af de kommende anbefalinger for HPV-vaccination (herunder Gardasil). Hvis en genansøgning imødekommes, kan der bevilges enkelttilskud med tilbagevirkende kraft i op til 180 dage, jf. § 7 i bekendtgørelse om medicintilskud.

 

Sociale kriterier indgår ikke i vurderingen af, om der skal bevilges enkelttilskud, jf. § 6 i bekendtgørelse om medicintilskud. Lægemiddelstyrelsen har derfor intet kendskab til ”den sociale profil” på de personer, der har fået afslag.

 

Jeg kan henholde mig til Lægemiddelstyrelsens oplysninger.