Dato:            12. marts 2007

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2007-12103-588

Sagsbeh.:   LDN

Fil-navn:       SUU alm del - svar på spm 280 Vacc pr 100000 indbyggere.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 280 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 8. februar 2007

 

Spørgsmål 280:

"Kan ministeren bekræfte, at i Rudersdal Kommune vaccineres 130 personer mod livmoderhalskræft pr. 100.000 indbyggere, i Albertslund vaccineres 15 personer pr. 100.000 indbyggere, og i Århus er det 17 personer pr. 100.000 indbyggere, og vil ministeren med henvisning til disse forskelle redegøre for, hvordan personer vaccineret mod livmoderhalskræft fordeler sig opgjort efter socialgruppetilhørsforhold – alternativt på bopælskommune?"

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen indhentet oplysninger fra Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen oplyser, at den foreløbigt eneste godkendte vaccine mod livmoderhalskræft (Gardasil fra SanofiPasteurMSD) i Danmark blev markedsført den 23. oktober 2006. Gardasil er godkendt af Europa-Kommissionen, og beskytter imod sygdomme og infektioner forårsaget af human papillomavirus (HPV) type 6, 11, 16 og 18.

 

Lægemiddelstyrelsen har på baggrund af oplysninger i Lægemiddelstatistikregisteret om det totale salg af Gardasil estimeret, at antallet af personer, der er sat i behandling med Gardasil i de nævnte kommuner i perioden 23. oktober 2006 til 31. januar 2007, er 157 per 100.000 indbyggere i Rudersdal Kommune, 20 per 100.000 indbyggere i Albertslund Kommune og 32 per 100.000 indbyggere i Århus Kommune.

 

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er det ikke muligt at opgøre tallene nøjagtigt, fordi ca. 2/3 af det solgte Gardasil er blevet ordineret til brug i lægepraksis. Den behandlede person behøver ikke nødvendigvis at være bosat i den kommune, hvor lægens praksis er beliggende.

 

Jeg skal i øvrigt minde om, at Sundhedsstyrelsen er i færd med at udarbejde en medicinsk teknologivurdering, der skal tilvejebringe et solidt beslutningsgrundlag forud for Sundhedsstyrelsens indstilling om livmoderhalskræftvaccinens fremtidige placering i forhold til bl.a. børnevaccinationsprogrammet.