Dato:            13. februar 2007

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2007-1213-54

Sagsbeh.:   cbs

Fil-navn:       Dokument 3

 


Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 260 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 29. januar 2007

 

Spørgsmål 260:

"Ministeren bedes oplyse, hvilke hindringer der er for, at danske læger kan udføre merarbejde i det offentlige sundhedsvæsen, og i hvilket omfang hospitalernes budgetter er en hindring for udførelse af mere arbejde end der udføres i dag, opgjort på antal årsværk."

 

Svar:

I regeringens rapport ”Barrierer for mere effektiv arbejdstilrettelæggelse på sygehusene” fra 2002 belyses bl.a. eventuelle barrierer for danske lægers udførelse af over- og merarbejde i det offentlige sygehusvæsen.

 

De centrale overenskomster og aftaler m.v. for læger giver i vidt omfang mulighed for effektiv tilrettelæggelse af arbejdstiden på sygehusområdet. Arbejdstidsbestemmelserne er fleksible, således at man lokalt kan tilrettelægge arbejdet optimalt ud fra de lokale behov og i det omfang, der er budget til det.

 

Ved øget aktivitet kan læger pålægges over- eller merarbejde inden for de grænser, der følger af arbejdsretlig praksis. Afregningen kan enten ske ved afspadsering eller betaling, hvis arbejdskraftsituationen på arbejdspladsen tilsiger det, og det i øvrigt foregår under fornøden hensyntagen til den ansattes personlige forhold.

 

Der er endvidere mulighed for at iværksætte ekstraordinære aktiviteter, hvis personalet frivilligt påtager sig det, og hvis der i øvrigt indgås aftale om de nærmere vilkår herfor.

 

Der er således, hvis de budgetmæssige forudsætninger i øvrigt er til stede, mulighed for at øge lægers tilstedeværelse på arbejdspladsen ved at over- og merarbejde afregnes ved betaling.