Dato:            20. februar 2007

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2007-1303-22

Sagsbeh.:   TBA

Fil-navn:       Dokument 7

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 253 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 25. januar 2007

 

Spørgsmål 253:

"Vil ministeren uddybe, hvilke overvejelser, der ligger bag, og hvad der menes med ”principielle ændringer i omfanget af produkter, der er omfattet af tilskudsprissystemet (referencepriser) og substitutionsordningen” i prisloft-aftalen mellem Lægemiddelindustriforeningen, Lif og Indenrigs- og Sundhedsministeriet?"

 

Svar:

Jeg kan oplyse, at vi i dag har generisk substitution og generiske referencepriser i Danmark. Generiske lægemidler (kopilægemidler) er karakteriseret ved at være lægemidler med samme virksomme indholdsstof.

 

Det vil i den forbindelse være en principiel ændring af markedsvilkårene på lægemiddelmarkedet, hvis der her i landet introduceres analog substitution og analog referencepriser. Ved analoge lægemidler forstås lægemidler, som inden for samme terapeutiske gruppe kan anvendes på samme indikationer, og som har en behandlingsmæssig sammenlignelig virkning. De virksomme indholdsstoffer er imidlertid forskellige om end ofte kemisk beslægtede.