Dato:            12. februar 2007

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2007-12104-132

Sagsbeh.:   TK

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 248 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 25. januar 2007

 

Spørgsmål 248:

"Vil ministeren redegøre for, hvorledes det sikres, at eventuelle nye entreprenører og operatører i ambulancevæsenet efter de kommende udbud af ambulancekontrakter lever op til de kvalitets- og uddannelseskrav, som er fastsat af ministeriet?"

 

Svar:

I bekendtgørelse nr. 977 af 26. september 2006 om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulancepersonale m.v. er fastsat krav til ambulancernes bemanding og ambulancemandskabets uddannelse.

 

Det er regionsrådets ansvar, at man i forbindelse med et udbud sikrer sig, at bekendtgørelsens bestemmelser efterleves i den kontrakt, man indgår.

 

Endvidere skal lederen af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab sikre et højt sundhedsfagligt niveau af indsatsen, herunder føre kontrol med, at personalet, der deltager i sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab, modtager den nødvendige uddannelse og vedligeholdelsesuddannelse, jf. bekendtgørelsens § 16.