Dato:            13. februar 2007

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2006-1445-34

Sagsbeh.:   HM

Fil-navn:       vacc/pneu/svarspm222

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 222 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 12. januar 2007

 

Spørgsmål 222:

"Vil ministeren tilsende udvalget en udførlig tidsplan for implementeringstiden for indførelse af vaccination mod pneumokokinfektioner efter Vaccinationsudvalgets anbefaling herom, og oplyse om der kan iværksættes initiativer med henblik på en fremskyndelse af indførelsen af vaccinationen tidligere end det oplyste 1 år. Hvis ikke det er muligt at nedbringe implementeringstiden, bedes oplyst begrundelsen for, hvorfor det vil tage et år."

 

Svar:

Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål nr. S 1474 af 22. december 2006. Det fremgår heraf blandt andet, at det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at det før en eventuel indførelse af pneumokokvaccination i børnevaccinationsprogrammet af sundhedsfaglige grunde bør sikres, at de tre overvågningsprogrammer, som vaccinationsudvalget anbefaler, er på plads, og at Sundhedsstyrelsen ikke på nuværende tidspunkt har klarlagt, hvad dette kræver, men at Sundhedsstyrelsen formoder, at programmerne vil kunne være etableret indenfor et år – måske kortere – afhængig af det eksisterende datagrundlag.

 

Jeg er af Sundhedsstyrelsen orienteret om, at Sundhedsstyrelsen til brug for Sundhedsstyrelsens indstilling til Indenrigs- og Sundhedsministeriet har anmodet Statens Serum Institut om en vurdering af, hvad de tre overvågningsprogrammer vil kræve af nye aktiviteter samt tidshorisonten for eventuel iværksættelse. Endvidere har Sundhedsstyrelsen anmodet Statens Serum Institut om en vurdering af vaccineomkostninger og tidshorisonten for fremskaffelse af vaccine til tredosisprogram samt om en vurdering af beskyttelseseffekten og forsyningsproblematik ved evt. i en periode at vaccinere mindre børn, der allerede er påbegyndt vaccinationsprogrammet. Endelig har Sundhedsstyrelsen anmodet om Statens Serum Instituts kommentarer til øvrige spørgsmål, som instituttet finder relevante.

 

Herudover har Sundhedsstyrelsen anmodet Lægemiddelstyrelsen om Lægemiddelstyrelsens bemærkninger til at indføre vaccination (som separat injektion) i et 3-dosisprogram på de samme tidspunkter, som der nu gives injektion mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og Hib-meningitis, dvs. når børnene er 3, 5, og 12 måneder gamle, med udgangspunkt i den i dag anvendte vaccine, DiTeKiPol/Act Hib, komb, Statens Serum Institut samt den registrerede pneumokovaccine PrevenarR Wyeth. Endelig har Sundhedsstyrelsen anmodet om Lægemiddelstyrelsens kommentarer til øvrige spørgsmål, instituttet finder relevante.

 

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at en indstilling vedrørende indførelse af pneumokokvaccine i det danske børnevaccinationsprogram, herunder tidsplan for iværksættelse, påregnes fremsendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet indenfor de næste par måneder.

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger og vil afvente Sundhedsstyrelsens indstilling.         Â