Dato:            2. november 2006

Kontor:         Internationalt kt.

J.nr.:             2006-1610-16

Sagsbeh.:   cav

Fil-navn:       Spm. 18

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 18 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 16. oktober 2006

 

Spørgsmål 18:

"Med henvisning til, at ministeren under samrådet den 11. oktober 2006 om samrådsspørgsmål A (smertestillende medicin blandt fodboldspillere) oplyste, at Sundhedsstyrelsen for tiden er ved at undersøge behandlingspraksis blandt sportslægerne, bedes ministeren tilsende udvalget en orientering om resultatet af disse undersøgelser."

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Af udtalelsen fremgår det, at Sundhedsstyrelsen har vurderet det indhentede journalmateriale og på den baggrund ikke finder grundlag for at antage, at de undersøgte læger skulle have udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed i udøvelsen af deres virke. Styrelsen har til brug for undersøgelsen indhentet 15 journaler fra hver af de to læger, som indgik i tv-udsendelsen ”Når døden spiller med” – det vil sige i alt 30 journaler.

 

Styrelsen udtaler i den forbindelse følgende:

 

”Af det indhentede materiale fremgår, at lægerne har informeret patienterne om virkninger og bivirkninger forud for behandling samt har indhentet samtykke til behandlingen. Patientjournalerne er relevante, fyldestgørende og indeholder tilstrækkelige oplysninger om patienterne og den behandling, de har modtaget. Lægerne har anvendt kvalificeret medhjælp, og denne har modtaget tilstrækkelig instruktion og supervision. Lægerne har udskrevet, ordineret og opbevaret den smertestillende medicin efter gældende regler.”

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.