Dato:            12. januar 2007

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-12103-530

Sagsbeh.:   LDN

Fil-navn:       S 168 ultralydsscanning og hoftedysplasi.doc

 


Supplerende besvarelse af spørgsmål nr. 168 (alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 12. december 2006

 

Spørgsmål 168:

"Ministeren bedes oplyse, hvor mange steder man rutinemæssigt bruger ultralydsscanning for spædbørns eventuelle hoftedysplasi."

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelse af spørgsmålet anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:

 

”Den kliniske undersøgelse af nyfødte børn indbefatter test for Ortolanis klik, Barlows test, test for teleskopering og vurdering af asymmetri af nates folder. Hvis disse kliniske undersøgelser giver mistanke om kongenit hoftedysplasi, vil patienten enten blive henvist direkte til ultralydsscanning, eller patienten vil blive henvist til ortopædkirurg, som hvis mistanken om hoftedysplasi opretholdes, vil viderehenvise til ultralydscanning.

 

Ultralydscanning til screening af alle nyfødte anvendes ikke i Danmark, i det det ikke er dokumenteret, om der overses færre hofteluksationer end ved primær klinisk screening suppleret med ultralydscanning ved klinisk mistanke.”

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.