"Med henvisning til ministerens besvarelse af 21. november 2006 af alm. del – spørgsmål 67 bedes ministeren oplyse, i hvilket omfang der i forbindelse med udpegning af de konkrete medlemmer af de to arbejdsgrupper har været overvejet eventuelle habilitetsproblemer bl.a. for at forebygge, at der ikke siden hen kan sættes spørgsmålstegn ved uvildighed og habilitet i forbindelse med arbejdsgruppens anbefalinger, herunder bl.a. i forhold til spørgsmålet om hvilke kosmetiske behandlinger, der eventuelt bør forbeholdes læger?"
Efter forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet er den, der virker inden for den offentlige forvaltning inhabil, bl.a. hvis vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse i en sags udfald. Det beror på en konkret vurdering, hvornår der er tale om en sådan situation, hvor en person må anses for at være inhabil efter disse bestemmelser.
Der skal, som det fremgår, være tale om en "særlig" interesse. Det indebærer, at den, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, ikke er inhabil ved behandlingen af en sag om gennemførelse af foranstaltninger af almindelig karakter, blot fordi foranstaltningen får eller kan få virkning for den pågældende.
Det betyder efter min opfattelse, at medlemmerne af et sagkyndigt udvalg ikke kan anses for at være inhabile, blot fordi de har et særligt kendskab til eller engagement i det område, som udvalget behandler. Dette gælder uanset, om udvalgets anbefaling måtte kunne få betydning for det område, som det pågældende medlem har et kendskab til eller er engageret i. Det bemærkes herved, at formålet med nedsættelse af et sagkyndigt udvalg netop er, at der deltager medlemmer med et særligt sagkendskab på det pågældende område.
Det udelukker naturligvis ikke, at der konkret vil kunne forekomme tilfælde, hvor et medlem af et udvalg efter omstændighederne har en så konkret interesse i en sag, at vedkommende må anses for at være inhabil.
Dette medfører imidlertid ikke, at en offentlig myndighed altid vil være forpligtet til ved nedsættelsen af et sagkyndigt udvalg at foretage en særskilt vurdering af hver enkelt medlem med henblik på at konstatere, om der måtte foreligge forhold, som kan begrunde inhabilitet.
De stillede spørgsmål har heller ikke givet styrelsen anledning til efterfølgende at foretage en sådan særskilt vurdering. Styrelsen har oplyst, at arbejdsgrupperne blev bredt sammensat og på trods af medlemmernes mulige forskelligrettede fagpolitiske og økonomiske interesser afgav en enig faglig anbefaling til styrelsen.
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger og henviser i øvrigt til min besvarelse af udvalgets spørgsmål 67.
â€Vil ministeren oplyse, om der i de to arbejdsgrupper sidder medlemmer, der har/kan have økonomiske interesser eller andre interessekonflikter i forbindelse med afgrænsningen af, hvilke faggrupper der fremover bør foretage forskellige kosmetiske behandlinger f. eks. i kraft af, at de pÃ¥gældende medlemmer selv er læger og har økonomisk indtjening fra/interesse i kosmetiske behandlinger som bl.a. laser, Intenst Pulserende Lys, botox og ikke permanente fillers?â€
Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 157.