Dato:            22. december 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-12102-233

Sagsbeh.:   tfp

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 117 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 20. november 2006

 

Spørgsmål 117:

"Landsforeningen for Bedre Hørelse oplyste under deres foretræde for udvalget den 15. november 2006, jf., alm. del - bilag 33, at ventetiderne på udlevering af høreapparat fra de offentlige høreklinikker er meget lange men også varierende. Hvad er årsagen til, at ventetiden er 100 uger i Fyns Amt, mens den i naboamtet Vejle Amt kun er 8 uger?"

 

Svar:

Jeg kan oplyse, at jeg til brug for besvarelsen af spørgsmålet har indhentet en udtalelse fra henholdsvis Fyns Amt og Vejle Amt, som er de amter, der specifikt spørges til.

 

Fyns Amt har henvist til, at de aktuelle ventetider på høreapparatbehandling i Fyns Amt generelt kan tilskrives en overordnet stram styring af økonomien i sygehusvæsenet, hvilket indtil nu ikke har gjort det muligt at sikre tilstrækkelige bevillinger til området, så ventetiden kan reduceres til et acceptabelt niveau.

 

Fyns Amt oplyser bl.a., at i overensstemmelse med amtets overordnede principper for Odense Universitetshospitals prioritering inden for sygehusets økonomiske ramme, viger høreapparatbehandling til fordel for andre, højere prioriterede behandlinger, hvor en ventetid er livstruende eller indebærer risiko for et forringet behandlingsresultat.

 

Fyns Amts sygehusudvalg har løbende drøftet problemstillingen om de lange ventetider, og har over flere gange bevilget ekstra midler til området, i form af en ekstraordinær budgettilførsel på årligt 1,7 mio. kr. til høreklinikken, svarende til en årlig behandling af 310 patienter. I budgettet for 2006 er der afsat yderligere 3,6 mio. kr. til afregning af aktivitet inden for høreapparatbehandling. Amtet konstaterer dog, at disse ekstra budgetmidler endnu ikke har haft en mærkbar effekt på ventelisten i Fyns Amt.

 

Fyns Amt oplyser endvidere bl.a., at Folketingets Ombudsmand i øjeblikket behandler en klage fra Landsforeningen for Bedre Hørelse vedrørende amtets praksis for udlevering af høreapparater.

 

 

Vejle Amt oplyser, at høreklinikken i Vejle tidligere har haft en ventetid på omkring 12 måneder, men fra slutningen af 2002 er det lykkedes langsomt men gradvist at nedbringe den til det nuværende.

 

Som årsager til, at det er lykkedes at nedbringe ventetiderne, nævner Vejle Amt bl.a., at man har haft alle stillinger besat på høreklinikken, at den ledende overlæge har bestræbt sig på selv at være til stede og deltage i det daglige arbejde i videst muligt omfang, at personalets deltagelse i ikke-patientrelaterede aktiviteter er begrænset til aktiviteter, hvor relevansen heraf er nøje afvejet i forhold til det ressourceforbrug, de medfører, at arbejdsgange og procedurer er blevet omlagt og forenklede, og at der har været lukket for tilgangen af patienter fra andre amter, idet der ikke har været ressourcer til at betjene naboamternes patienter.

 

Helt overordnet skal jeg bemærke, at regeringen siden dens tiltræden har tilført det offentlige sundhedsvæsen markante ekstrabevillinger, bl.a. med det formål at nedbringe ventetiderne til sygehusbehandling. Således vil de samlede udgifter til sundhedsvæsenet i 2007 vil være i alt knap 11 mia. kr. højere end i 2001.

 

Jeg er derfor uenig med Fyns Amt i, at de lange ventetider til høreapparatbehandling på audiologisk afdeling på Odense Universitetshospital generelt kan tilskrives en overordnet stram styring af økonomien i sygehusvæsenet. Resultatet af regeringens prioritering af sygehusområdet er da også generelt, at aktiviteten i sygehusvæsenet er øget væsentligt, og at ventetiderne er faldet.

 

Som driftsansvarlige for sygehusvæsenet er det amterne – og fra den 1. januar 2007 regionerne - som er ansvarlig for på forsvarlig vis at prioritere de midler, som er til rådighed.

 

Jeg synes, den indsats, høreklinikken i Vejle har udført, er et godt eksempel på, at det på en række punkter er muligt at effektivisere arbejdstilrettelæggelsen og dermed nedbringe ventetiderne til høreapparatbehandling, hvis man arbejder fokuseret og målrettet.

 

Jeg skal i øvrigt bemærke, at patienterne efter reglerne om frit sygehusvalg kan vælge mellem høreapparatbehandling på de offentlige høreklinikker. Klinikkerne kan dog midlertidigt af kapacitetsmæssige årsager lukke for modtagelsen af patienter fra andre amter.

 

Som alternativ til behandling på de offentlige høreklinikker har patienterne mulighed for at modtage tilskud til høreapparatbehandling hos en godkendt, privat leverandør. Tilskuddet udgør 5.528 kr. (pr. høreapparat) i 2006. Vælger patienterne at anvende en godkendt, privat leverandør kan ventetid til høreapparatbehandling stort set undgås.