Annemarie Outze Landsforeningen af Pårørende til Stofmisbrugere

Følfodvej 174, st.

2300 København S

Karen Groos, Landsforeningen for Human Narkobehandling,

Korsgade 30, 3.

2200 København N

 

 

 

Dato: 8. februar 2007

 

 

Jeg vil gerne takke de to foreninger for jeres henvendelse af 21. januar 2007. Jeg lægger meget vægt på at høre de pårørendes oplevelser og hører også gerne jeres synspunkter som høringsparter ved fremlæggelsen af forskellige forslag.

 

I brevet redegøres for, at I som pårørende oplever en række svigt fra systemets side, når jeres børn skal i stofmisbrugsbehandling. I har fortalt om en række konkrete sager, hvor I mener, myndighederne ikke har levet op til lovgivningens krav.

 

Under henvisning til den debat der har været og til det beslutningsforslag B 71, som skal drøftes i Folketinget, beder I om, at forslaget støttes. I mener, at der skal gives adgang til retshjælp, som den I har fået i projekt Gadejuristen i København.

 

Jeg er ked af at høre om jeres oplevelser med myndighederne. Både de sociale nævn, tilsynsmyndighederne og jeg som minister har mulighed for at undersøge sagerne fra forskellige vinkler, men så længe der er tale om anonyme beskrivelser, kan jeg ikke tage sagerne op og indhente myndighedernes synspunkter. Jeg vil gerne understrege, at det at klage ikke vil gå ud over behandlingen af en sag. Myndigheden skal respektere, at borgeren bruger sin ret til at klage.

 

Der er allerede i lovgivningen en forpligtelse for kommunerne til at tilbyde rådgivning og vejledning til socialt udsatte borgere. Og der er i loven indskrevet en ret til at have en bisidder med til møder med kommunen eller andre myndigheder.

 

Det er min opfattelse, at der over for de socialt udsatte borgere først og fremmest er brug for opsøgende og kontaktskabende arbejde, og de personer, der skal udføre dette arbejde, skal blandt andet have en høj grad af empati og socialpædagogisk indsigt. Det er kvalifikationer, som ikke nødvendigvis i sig selv forudsætter en juridisk baggrund.

 

Regeringen har siden sin tiltræden taget en række initiativer for at fastholde og udbygge indsatsen over for socialt udsatte borgere, senest har regeringen fremlagt sit 2. handlingsprogram for de svageste grupper Det fælles ansvar II, hvori også indgår 3 initiativer rettet mod den opsøgende, kontaktskabende og støttende indsats.

 

I påpeger, at myndighederne ikke overholder behandlingsgarantien og peger på, at den behandling, der iværksættes, ikke er det stofmisbrugeren ønsker. Behandlingsgarantien på stofmisbrugsområdet trådte i kraft den 1. januar 2003. Loven blev underlagt lovovervågning efter 3 år, og jeg afgav en redegørelse til Socialudvalget den 26. juni 2006.

 

Socialministeriet følger løbende udviklingen af myndighedernes overholdelse af behandlingsgarantien og må på baggrund heraf konkludere, at behandlingsgarantien for stofmisbrug stort set er overholdt. De meget lange ventetider, der var tidligere, er bragt markant ned, og flere stofmisbrugere er kommet i behandling.

 

Behandlingsgarantien for stofmisbrug indebærer, at kommunerne skal iværksætte et behandlingstilbud inden for 14 dage. Der er altså en pligt til at handle hurtigt. Det er ikke stofmisbrugeren selv, der vælger præcis hvilken behandling, der skal iværksættes. Det er fagfolkene, der i samarbejde med stofmisbrugeren, finder frem til, hvilke sociale tilbud der er egnet netop i den konkrete sag.

 

Den medicinske behandling er ikke omfattet af behandlingsgarantien, og brug af urinprøver henhører ikke under serviceloven, men indgår som led i den sundhedsfaglige behandling forestået af lægen.

 

Som opfølgning på lovovervågningen besluttede jeg, at der skal igangsættes en kvalitativ evaluering, som vil kunne afdække kvaliteten af den indsats, der iværksættes. Herudover har jeg på baggrund af debatten om nedgangen i antal bevilgede døgnbehandlinger taget initiativ til en undersøgelse af et antal sager. Resultatet af en sådan undersøgelse vil foreligge i april 2007. Jeg vil selvfølgelig følge udviklingen nøje og vurdere, om der blandt andet på baggrund af de nævnte undersøgelser vil være behov for at iværksætte konkrete initiativer.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Eva Kjer Hansen