Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

GMC/ J.nr. 2006-4400

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

Dato: 13. marts 2007

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 7. december 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 60 (SOU Alm. del).

 

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 60:

 

”Er der efter ministerens opfattelse fokuseret nok på de mandlige prostituerede i forbindelse med de seneste års indsats på området herunder handlingsplaner og kampagner?”

 

 

Svar:

 

Fra midten af 1980`erne begyndte den mandlige prostitutionsscene at ændre sig, hvilket blandt andet var en følge af HIV/AIDS-epidemien, der i væsentlig grad ramte ”trækkerdrengene”. I den forbindelse er der kommet øget fokus på det mandlige prostitutionsmiljø. Det mandlige prostitutionsmiljø er fortsat i al væsentlighed domineret af homoseksuel kontakt.

 

I dag foregår en stor del af den mandlige prostitution på Internettet, ligesom etableringen af kontakt mellem de mandlige prostituerede og deres kunder også foregår via nettet eller via annoncering i dagblade. Dermed er den mandlige prostitutionsscene i langt højere grad end tidligere usynlig i byrummet.

 

Det har altid været særdeles vanskeligt at have opsøgende arbejde i forhold til den mandlige prostitution. Opsøgende socialt arbejde i forhold til mandlige prostituerede er forbundet med store udfordringer på grund af usynligheden. Det tager tid både at opspore, etablere kontakt og ikke mindst at opbygge et tillidsforhold til de mandlige prostituerede.

 

Når det er sagt, er det også vanskeligt, at definere den mandlige prostitution og derved etablere et klart billede af den mandlige prostitution i Danmark, herunder at bidrage med et validt skøn over antallet af mandlige prostituerede i Danmark.

 

Antallet af mandlige prostituerede er først og fremmest et ”mørketal” fordi det dækker over, at det er vanskeligt at definere hvornår der reelt er tale om prostitution, i gængs forstand ”som salg af seksuelle ydelser”. Mange homoseksuelle mænd "køber" og "sælger" af hinanden som en del af realiseringen af deres seksualitet. Dernæst er det mandlige prostitutionsmiljø meget lukket.

 

De sociale, sundhedsmæssige og følelsesmæssige skadevirkninger af prostitution er de samme både hos mænd og kvinder, derfor skal der være en langsigtet social indsats, der specifikt er målrettet den prostituerede.

 

Derfor er de mandlige prostituerede også omfattet af regeringens handlingsplan ”Et andet liv”, som implementeres af Kompetencecenter prostitution (www.kcprostitution.dk)

 

For at sikre kendskabet til Kompetencecenter Prostitutions telefon- og internetbaseret rådgivningstilbud annonceres jævnligt i dagblade og via bannere på diverse hjemmesider. Flere mandlige prostituerede har benyttet sig af rådgivningstilbudene, og enkelte er pt. i samtaleforløb med kompetencecentrets medarbejdere.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Peter Juul