Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

SEI/ J.nr. 2006-4168

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 21. december 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 1. december følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 57 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 57:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27. november 2006 fra Karsten Egtved, jf. alm. del - bilag 93.”

 

 

Svar:

 

I henvendelsen til Socialudvalget forholder Karsten Egtved sig kritisk over for unge sindslidendes økonomiske situation, herunder unge i alderen 20 – 24 år på kontanthjælp. Derudover spørger Karsten Egtved til de sindslidendes muligheder for at beholde egen bolig, mens de bor i et midlertidigt botilbud.

 

Da reglerne om kontanthjælp er omfattet af Beskæftigelsesministeriets ressortområde, har jeg anmodet ministeriet om et bidrag. Arbejdsdirektoratet oplyser følgende:  

 

”Kontanthjælpen til udeboende unge under 25 år, der ikke forsørger eget barn i hjemmet, udgør med satserne for 2006 5.638 kr. om måneden. Hjælpen bliver nedsat til 4.724 kr. pr. måned, når den unge har modtaget kontanthjælp i 6 måneder efter, at den pågældende har deltaget i et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

 

Baggrunden for, at kontanthjælpen til de unge under 25 år ligger under niveauet for hjælpen til kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, er et ønske om at fremme incitamentet hos netop de unge til at få sig et arbejde eller gå i gang med en uddannelse.

 

 

 

Unge med en psykisk lidelse har i mange tilfælde problemer forårsaget af deres sygdom. Det er regeringens holdning, at disse problemer primært skal løses gennem en aktiv og målrettet indsats og ikke gennem højere kontanthjælpssatser.

 

Folketinget har dog besluttet, at unge under 25 år med alvorlige psykiske lidelser indenfor det skizofrene spekter skal have mulighed for at få kontanthjælp på niveau med kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år. Dette lovforslag er netop nu under behandling i Folketinget.”

 

Midlertidigt ophold i en boform efter serviceloven er beregnet til at afhjælpe problemer, der normalt ikke kan løses ved ophold i en almindelig bolig, selvom der er mulighed for støtte i egen bolig.

 

Kommunerne kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.

 

Amterne sørger for de nødvendige pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette kan være personer, der har behov for omfattende hjælp eller pleje i almindelige daglige funktioner, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte. Dette kan også dreje sig om personer med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som ikke kan klare sig uden støtte. Amterne træffer afgørelse om optagelse i boformer efter indstilling fra opholdskommunen.

 

Efter bekendtgørelsen om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18, samt flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, skal personer med ophold i kommunale eller amtskommunale boformer betale for opholdet af deres arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden indtægt i overensstemmelse med § § 2 og 3 i bekendtgørelsen.

 

Jeg kan oplyse, at beboere der bevarer egen bolig under opholdet, som udgangspunkt ikke betaler boligudgifter i botilbudet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 4. Der betales dog for andre ydelser, herunder kost.

 

Betalingen fastsættes i øvrigt således, at der tages hensyn til udgifter i forbindelse med opretholdelsen af en hidtidig bolig, således at beboerne får mulighed for at opfylde deres hidtidige forpligtigelser, samt at de har et rimeligt beløb til personlige fornødenheder.

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke mulighed for at behandle konkrete sager, men jeg mener, at de gældende betalingsregler netop er udformet, så der tages de fornødne hensyn til personer, der bibeholder deres bolig under midlertidigt ophold i boformer efter serviceloven.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Frode Svendsenl