Folketingets Socialudvalg  

 

 

 

 

Dato: 11. december 2006

                                


 

Folketinget har i skrivelse af 16. november 2006 – alm. del spørgsmål 46 – udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål nr. 46:

”Ministeren bedes oplyse, hvilke love og regler der skal ændres, såfremt eneadoptanter gives samme rettigheder, herunder ret til samme ydelser, som enlige forsørgere”.

 

 

Svar:

 

I anledning af spørgsmålet har jeg fra Familiestyrelsen modtaget følgende udtalelse:

 

”Eneadoptanter, der er reelt enlige forsørgere, har de samme rettigheder som andre reelt enlige forsørgere. Eneadoptanter har imidlertid ikke ret til det særlige børnetilskud, som ydes i andre tilfælde, hvor der kun er én forælder, der har forsørgelsespligt for et barn.

 

Efter § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag kan der ydes særligt børnetilskud i bl.a. følgende situationer:

 

”1) når faderskabet til barnet ikke er fastslået,

2) når kun en af barnets forældre lever,

3) når barnet, efter at forældremyndighedens indehaver er død, adopteres af dennes ægte-fælle eller af en enlig person, ...”

 

Lovens § 4, stk. 3, nr. 3, omfatter visse grupper af enlige adoptanter - f.eks. stedbarnsadoptanter.

 

Højesteret har ved dom af 2. november 2006 fastslået, at der ikke er grundlag for at antage, at bestemmelsen omfatter enlige adoptanter, der har adopteret et forældreløst barn, uden at der har været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død.

 

Bestemmelsen omfatter således ikke situationer, hvor en eneadoptant har adopteret et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der er godkendt i medfør af § 30 i adoptionsloven.

 

 

 

Hvis sådanne adoptanter skal have ret til særligt børnetilskud, kræver det enten ændring af lovens § 4, stk. 3, nr. 3, eller at der i loven indsættes en bestemmelse, der regulerer den omhandlede situation.”

 

Jeg kan henholde mig hertil.

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                          /Malene Linderoth