Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

APO/ J.nr. 2006-3677

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 22. november 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 14. november 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 37 - 40 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 37:

 

”Ministeren bedes oplyse, hvorvidt stofmisbrugere, der ønsker at komme i behandling, kan få deres behandlingsbehov udredt i døgnregi?”

 

Svar:

 

Behandlingsgarantien efter servicelovens § 85 giver ret til, at der iværksættes et behandlingstilbud inden for 14 dage. Stofmisbrugeren kan ikke selv vælge behandlingsform efter denne bestemmelse.

 

Forinden der træffes en beslutning om valg af behandlingstilbud til en stofmisbruger, der ønsker at komme i behandling, har der fundet en faglig visitation sted i amtets misbrugscenter. En visitation i den enkelte sag kan munde ud i enten dag- eller ambulant behandling eller i et døgnophold på et behandlingssted.

 

Ved valg af behandlingsform skal stofmisbrugerens ønske indgå, men det er ikke altid, at ønskerne kan imødekommes fuldt ud.

 

Der skal, inden der træffes beslutning, udarbejdes en behandlingsplan og en samlet handleplan, hvori også indgår den øvrige sociale støtte udover misbrugsbehandlingen fx bolig, uddannelse eller arbejde, forholdet til børn og familie.

 

Døgnbehandling tilbydes som et led i en samlet behandlingsplan. Døgnbehandling kan være en del af et samlet forløb, hvori indgår ambulant behandling såvel før som efter døgnbehandlingen.

 

 

Spørgsmål nr. 38:

 

”Vil ministeren være indstillet på at arbejde for fælles nationale retningslinier, der kan sikre, at intentionerne bag behandlingsgarantien overholdes, og at den enkelte stofmisbruger får det rigtige behandlingstilbud, jf. SOU alm. Del. – bilag 52? I forlængelse heraf bedes ministeren orientere udvalget om, hvorvidt der i vores nabolande (Norden, Tyskland og Holland m.v.) opereres med nationale retningslinjer.”

 

Svar:

 

Som opfølgning på behandlingsgarantien blev der udsendt såvel en bekendtgørelse som en vejledning om kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug. Alle amtsråd og kommunalbestyrelserne i delegationskommunerne har inden udgangen af 2004 udarbejdet kvalitetsstandarder for den behandling for stofmisbrug, der tilbydes i (amts)kommunen.

 

I bekendtgørelsen præciseres, hvilke opgaver på stofmisbrugsbehandlingsområdet, kvalitetsstandarden som minimum skal omfatte. Det drejer sig om:

 

-          De opgaver, som udføres pÃ¥ stofmisbrugsbehandlingsomrÃ¥det 

-          MÃ¥lgruppen for tilbuddene om stofmisbrugsbehandling

-          Det overordnende mÃ¥l for indsatsen, herunder de værdier og normer, som indsatsen bygger pÃ¥

-          Den organisatoriske struktur i forhold til behandlingstilbuddene, herunder en beskrivelse af de konkrete typer af behandlingstilbud, der tilbydes

-          Visitationsproceduren

-          Behandlingsgaranti

-          Muligheden for frit valg

-          Hvilken mÃ¥lsætning, der er for udarbejdelse, koordinering og opfølgning pÃ¥ handleplaner

-          Hvordan brugerinddragelsen sikres

-          Reglerne for betaling for kost og logi m.v.

-          Information om sagsbehandling og klageadgang

-          Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling

-          Monitorering af indsatsen

 

Endvidere skal amtsrådet informere borgerne om de kvalitetskrav m.m., som amtskommunen stiller til de konkrete døgntilbud, der anvendes. Amtsrådet skal følge op på kvalitetsstandarderne og påse, at forholdene i de anvendte døgnbehandlingstilbud er i overensstemmelse med den af amtsrådet fastsatte kvalitetsstandard.

 

Kvalitetsstandarden, samt informationer om indhold og behandlingstilbud, skal gøres tilgængelig for borgerne i amtskommunen.

 

Disse retningslinier samt den viden, som er samlet fra forskning og projekter af henholdsvis Center for Rusmiddelforskning og Videns- og Formidlingscenter for Social Udsatte, mener jeg, bidrager til et godt grundlag for konkret at kunne træffe kvalificerede beslutninger i den enkelte sag.

 

Hertil kommer, at Socialministeriets Vejledning fra 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne er under revision som led i kommunalreformen og snart udsendes. Denne vejledning omfatter også indsatsen for stofmisbrugere.

 

Med hensyn til den sundhedsfaglige indsats i stofmisbrugsbehandlingen kan jeg oplyse, at Sundhedsstyrelsen arbejder på et projekt (2005-ultimo 2007), der har til formål at udarbejde en evidensbaseret faglig vejledning for væsentlige, lægelige kerneydelser i den danske stofmisbrugsbehandling. Altså en kvalificering af den medicinske behandling. Dette projekt er en opfølgning på Regeringens handlingsplan ”Kampen mod Narko.”

 

Den faglige vejledning skal understøtte den gode kliniske praksis og anvise kravene til lægefaglig forsvarlig behandling af stofmisbrug. De lægefaglige vejledninger skal have fokus på den tværfaglige dimension og snitfladen til den socialfaglige behandling.

 

Socialministeriet er bekendt med, at Socialstyrelsen i Sverige og Helse- og Omsorgsdepartementet i Norge arbejder med udarbejdelse af nationale retningslinier for misbrug og afhængighed. Endvidere er ministeriet bekendt med, at det hollandske behandlingssystem for alkohol og stofmisbrug har gennemgået en omfattende reform. På flere lægelige sundhedsfaglige områder er udviklet kliniske retningslinier og en væsentlig del af disse omfatter også implementeringsstrategier og monitoreringssystemer i forhold til behandlingseffekt.

 

Jeg mener ikke, at der på nuværende tidspunkt skal udsendes yderligere vejledninger, men jeg vil nøje følge de erfaringer, der indhøstes i især Norge og Sverige på baggrund af det arbejde, der er i gang på dette område.

 

 

Spørgsmål nr. 39:

 

”Ministeren bedes sende udvalget en opgørelse over, hvor mange stofmisbrugere, på landsplan og i de enkelte amter, der er blevet visiteret til henholdsvis ambulant behandling og døgnbehandling siden 1995.”

 

Svar:

 

Socialministeriet har bedt om et bidrag til besvarelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der har modtaget en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen. Opgørelsen er baseret på Styrelsens ”Register over stofmisbrugere i behandling.”

 

Af Sundhedsstyrelsens opgørelse, som vedlægges, fremgår antallet af stofmisbrugere, som har været i henholdsvis ambulant behandling og døgnbehandling i de enkelte amter. Der er en del år, hvor amterne ikke har oplyst behandlingsomfanget. Særligt før 2002 var dette et problem. Tallene er opgjort for perioden 1996-2005 (1996 betragtes som et indkøringsår for registeret, og tallene er derfor behæftet med en vis usikkerhed). Landstotalen er ikke summen af tallene for de enkelte amter, idet én person kan have været i behandling i flere amter i løbet af året – og kan derfor optræde under flere amter.

 

Jeg kan henholde mig til dette svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

 

 

Spørgsmål nr. 40:

 

”Ministeren bedes sende udvalget en opgørelse over det årlige dødstal blandt stofmisbrugere fra 1995 til nu.”

 

Svar:

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst følgende, idet tallet for 2005 først offentliggøres den 24. november 2006 i forbindelse med Sundhedsstyrelsens offentliggørelse af den nationale rapport: Narkotikasituationen i Danmark:

”Narkotikarelaterede dødsfald 1995-2004 (Rigspolitiets Narkotikastatistik).

 

1995: 274, 1996: 266, 1997: 275, 1998: 250, 1999: 239, 2000: 247, 2001: 258, 2002: 252, 2003: 245, 2004: 275.”

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Frode Svendsen

 

Bilag:

Antallet af stofmisbrugere indskrevet i ambulant og døgnbehandling, 1996-2005. Sundhedsstyrelsens ”Register over stofmisbrugere i behandling.”