Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K
Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected]
|
Dato: 8. december 2006
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 9. november 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 33 (SOU Alm. del).
Â
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. november 2006 fra Balance i frihed, jf. alm. del - bilag 64â€
Svar:
I brevet fra foreningen Balance i frihed påpeges en række problemstillinger omkring børn af indsatte.
Balance i Frihed har i oktober 2006 henvendt sig til Folketingets Retsudvalg med en lignende forespørgsel omkring vilkårene for børn af indsatte. Der henvises derfor til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 42 af 27. oktober 2006 til Folketingets Retsudvalg.
Af Socialministeriets bidrag til denne besvarelse fremgår det, at Socialministeriet i satspuljeaftalen for 2007 har afsat 6 mio. kr. over 4 år til foreningen SAVN – en forening for børn og pårørende til indsatte. Midlerne skal bl.a. bruges til drift af hjemmesiden www.savn.dk, kampagne der skal gøre hjemmesiden kendt, informationsmateriale samt til afholdelse af weekendlejre, sommerlejre og pårørendeaftner. Der er således allerede givet støtte til udarbejdelse af informationsmateriale og til at skabe et forum, hvor de pårørende kan dele deres erfaringer.
Endvidere er indhentet en udtalelse fra Justitsministeriet omkring bidrag til besvarelsen særlig i forhold til besøgsforholdene for børn af fængslede samt i forhold til politiets underretningspligt ved anholdelser. Justitsministeriet har i udtalelsen oplyst følgende:
"For så vidt angår besøgsforholdene for børn af fængslede har Justitsministeriet oplyst, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i de senere år har haft stor fokus på, at besøgsfaciliteter i fængsler, arresthuse mv. skal indrettes, så de opfylder de behov, som indsattes børn har. I november 2004 blev der fastsat minimumskrav for besøgslokalers indretning. Det fremgår blandt andet heraf, at lokalerne skal fremstå lyse og venlige, og at der skal være et passende udvalg af legetøj, som efter institutionens vurdering er egnet til at stimulere kontakten mellem den indsatte og den indsattes børn.
Herudover er der i en række fængsler i de senere år indrettet særlige legeområder (både udendørs og indendørs) til besøgende børn. Dette gælder bl.a. statsfængslerne i Ringe, Nyborg og Horserød. Også i statsfængslerne i Jyderup og Sdr. Omme og i Institutionen for Frihedsberøvede Asylansøgere i Sandholmlejren har man indrettet særlige børnevenlige besøgsfaciliteter.
Endvidere har man løbende fokus på børnenes behov ved indretning af besøgslokaliteter i forbindelse med nybyggeri eller større ombygninger/istandsættelser i fængsler, arresthuse mv.
I efteråret 2005 blev et nyetableret familiehus på Pensionen Engelsborg taget i brug. Huset indeholder fem familielejligheder på 20 m2 med eget badeværelse og fælles køkkenfaciliteter. Herudover er der fire enkeltværelser, der kan bruges af større børn eller afsonere med weekendbørn. Der er i alt plads til fem-syv voksne og otte børn. Formålet er at tage bedre hånd om belastede og udsatte familier, hvor én eller begge forældre skal afsone. Familiehuset sikrer, at barnet får stabil omsorg samtidig med, at der arbejdes målrettet med at hjælpe forældrene med deres problemer.
I det nyligt indviede Statsfængslet Østjylland etableres der i tilknytning til besøgsafdelingen to besøgslejligheder på hver ca. 40 m2. Lejlighederne er beregnet til, at indsatte kan have besøg af familien i weekenden.
Der er således allerede gennemført en række gode tiltag med henblik på at forbedre besøgsvilkårene for indsattes børn. Med henblik på at få et samlet overblik over besøgsforholdene i Kriminalforsorgens institutioner har Direktoratet for Kriminalforsorgen for nylig udsendt en høringsskrivelse til alle fængsler og arresthuse for at afdække, om der er institutioner, der ikke lever op til minimumskravene på området, og for, at der i givet fald kan sættes ind med forbedringer af besøgsfaciliteterne i de pågældende institutioner.
Direktoratet for Kriminalforsorgen vil i øvrigt også fremover være særligt opmærksom på børns behov i forbindelse med (ny)indretning af besøgsfaciliteter.
For så vidt angår politiets underretningspligt ved anholdelser har Justitsministeriet oplyst, at politiet skal underrette de sociale myndigheder, hvis politiet i forbindelse med en anholdelse får kendskab til, at den anholdtes mindreårige børn mv. må formodes at have behov for særlig støtte, jf. herved også bekendtgørelse nr. 1092 af 8. august 2000 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service."
Eva Kjer Hansen