Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

APO/ J.nr. 2007-4392

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 26. september 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 16. august 2007 følger hermed socialministerens endelige svar på spørgsmål nr. 189-193 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 189:

 

”Ministeren bedes komme med en vurdering af, hvorvidt færre narkomaner søger om behandling for deres misbrug i første halvår 2007 end i de foregående år?”

 

Svar:

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at indberetningerne fra kommunerne til Sundhedsstyrelsens register for stofmisbrugere i behandling for år 2007 endnu ikke foreligger.

 

For de foregående år er der oplyst følgende om klienter i stofmisbrugsbehandling med indskrivningsdato i det pågældende år:

 

 

Indskrivningsår

Antal klienter i behandling

2000

4317

2001

4208

2002

4229

2003

5134

2004

5212

2005

5228

2006

5426

Kilde: Sundhedsstyrelsens register over stofmisbrugere i behandling.

 

Som det fremgår, har der været en stigning i nye henvendelser fra 2003 til og med 2006, hvilket blandt andet formodes at kunne tilskrives indførelsen af behandlingsgaranti for stofmisbrug den 1. januar 2003.

 

 

Spørgsmål nr. 190:

 

”Hvis dette ikke er tilfældet, er baggrunden for faldet i døgnbehandlingspladser til narkomaner så, at der har været for mange udbudt i Danmark?”

 

Svar:

 

Center for Rusmiddelforskning har oplyst, at der til DanRIS (Dansk Registrerings- og Informationssystem) blev indberettet et antal pladser i hele 2006 på 689 (institutionernes egen angivne kapacitet). Indberetningerne af pladstallet til DanRIS var i 2005 på i alt 705 og i 2004 på i alt 743. Det er oplyst, at 8 institutioner er ophørt, mens 5 nye er kommet til. Dertil kommer visse justeringer som følge af, at kommunerne har et ansvar for hele tiden at tilpasse sine tilbud til de eksisterende behov. 

 

Spørgsmål nr. 191:

 

”Hvordan vurderer ministeren mulighederne for, at narkomaner kan komme i behandling, jævnfør behandlingsgarantiens tidsrammer, såfremt der igen vil komme større efterspørgsel på behandlingspladser?”

 

Svar:

 

Behandlingsgarantien efter servicelovens § 101 er en ventetidsgaranti på 14 dage. Stofmisbrugeren har med andre ord ret til, at der iværksættes et behandlingstilbud inden for fristen. Dette betyder ikke, at der er en ret til et bestemt behandlingstilbud. Det er fagfolk, der visiterer til behandling i samråd med stofmisbrugeren. Visitationen kan munde ud i et tilbud om ambulant behandling, dagbehandling eller døgnbehandling. Det er derfor kommunens pligt altid at iværksætte et behandlingstilbud, hvis en stofmisbruger anmoder om at komme i behandling.

 

Kommunerne har et ansvar for en fortsat udvikling af den sociale indsats over for stofmisbrugere.  Kommunerne har også en forpligtelse til hele tiden at tilpasse sine tilbud til behovene, så der hele tiden er den bedst mulige hjælp til stofmisbrugerne.

 

Dette indebærer også, at kommunerne løbende skal vurdere, hvordan tilbuddene skal sammensættes, så de dækker den aktuelle efterspørgsel efter pladser.

 

Fra centralt hold følges situationen på stofmisbrugsområdet dels via indberetninger til Servicestyrelsens database (VBGS) om behandlingsgarantien dels via DanRIS (Dansk Registrerings- og Informationssystem), der omfatter informationer om døgntilbud og fra den 1. januar 2008 også om det ambulante område og dagbehandlingsområdet.

 

Spørgsmål nr. 192:

 

”Mener ministeren, at der kan etableres og fastholdes robuste institutioner indenfor narkobehandlingsområdet med den nuværende finansieringsmodel, hvor den enkelte kommune, der ejer institutionen, alene hæfter for omkostningerne, såfremt institutionen ikke har narkomaner i behandling fra andre kommuner?”

 

Svar:

 

Opgaverne og økonomien på socialområdet er de samme efter kommunalreformen, som de var før reformen. Men reformen har betydet, at rammerne er ændret, og at ansvar, økonomi og opgaver nu er samlet i de nye kommuner. Ansvaret for økonomien hænger sammen med ansvaret for og forpligtelsen til lokalt at tilpasse tilbud efter efterspørgslen. Kommunerne skal derfor løbende vurdere, hvordan tilbuddene skal sammensættes, så de dækker den aktuelle efterspørgsel efter pladser. Det indebærer også, at en kommune ikke skal opretholde et tilbud, hvis efterspørgslen efter tilbuddet er så lille, at det er uforholdsmæssigt dyrt at opretholde, og såfremt der kan findes et adækvat tilbud til brugerne. Med den nuværende finansieringsmodel sikres den enkelte kommunes ansvar, samt at behandlingstilbuddene har incitamenter til at sikre den fremtidige udvikling og justering af tilbuddet.

 

Særligt i relation til stofmisbrugsbehandlingsområdet skal det bemærkes, at det er et område med mange private behandlingstilbud. Der er således få kommunalt ejede døgnbehandlingstilbud til stofmisbrugere. Samspillet med de private er en god tradition, der sikrer et bredt udbud af forskellige tilbud. Den nuværende finansieringsmodel er med til at sikre, at de private og offentlige tilbud har de samme økonomiske vilkår.

 

Spørgsmål nr. 193:

 

”Hvis ministeren er bekymret for, om behandlingsgarantien til narkomaner kan overholdes, hvilke tiltag vil ministeren da tage i brug for at skabe en mere stabil situation på området?”

 

Svar:

 

For at sikre at servicelovens bestemmelse om garanti for at komme i behandling inden for 14 dage for stofmisbrug overholdes, er der taget initiativ til, at Servicestyrelsens database (VBGS) løbende vil tilvejebringe valid information om overholdelse af behandlingsgarantien. Dette sker ved, at indberetningsproceduren til VBGS-databasen om behandlingsgaranti ændres, således at alle sager fremover skal indberettes frem for – som det gjaldt tidligere – at kun sager, hvor tidsfristen ikke var overholdt, skulle indberettes.

 

I perioden frem til november 2007 udvikler og igangsætter Servicestyrelsen et opdateret internetbaseret indberetningssystem. Systemet vil være i drift inden årets udgang. Samtidig vil der blive udsendt en bekendtgørelse, der pålægger kommunerne at indsende indberetninger til databasen.

 

Såfremt det viser sig ud fra databasen, at der er kommuner, der ikke overholder garantien, vil der konkret blive taget kontakt til kommunen med henblik på krav om overholdelse af loven.

 

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Peter Juul