Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 7. juni 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 12. april 2007 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 152 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 152:

 

”Ministeren bedes oplyse, om det er lovligt, når Egedal kommune budgetterer med, at der ikke skal anbringes flere end de nuværende 67 børn i 2007, på trods af at børnetallet i kommunen er stigende, jf. oplysningerne i Politiken den 8. april 2007. ”

 

 

Svar:

 

I Politiken den 8. april 2007 fremgår det, at Egedal Kommune budgetterer med, at der i 2007 ikke skal fjernes flere end de 67 børn, der allerede er anbragt. Også selv om børnetallet er stigende i kommunen.

 

Ser man nærmere på Egedals børnepolitik, fremgår det dog også, at dette er en målsætning for området, og at ”udgiften til forebyggende foranstaltninger og anbringelser skal ses som en helhed, idet intentionen er at prioritere forebyggende foranstaltninger og dermed i videst muligt omfang undgå anbringelse uden for hjemmet”. Målsætningen om at holde anbringelsesantallet stabilt hænger altså tæt sammen med en målrettet indsats på det forebyggende område.

 

Det er et naturligt led i planlægningen af en kommunes økonomi, at der opstilles mål for det kommende års udgifter, og dette er i sig selv ikke i strid med serviceloven. Det afgørende er, at der er plads til at revidere målene, hvis virkeligheden ikke viser sig at kunne leve op til målene. Børn og unge skal anbringes uden for hjemmet, hvis det er den rigtige foranstaltning at iværksætte over for dem.

 

En kommune må således godt opstille en generel målsætning for det kommende års udgifter, og om at prioritere den forebyggende indsats i nærmiljøet frem for anbringelser uden for hjemmet. I den konkrete sag skal der dog altid ske en individuel vurdering, og kommunen må aldrig undlade at give hjælp til et barn, der har behov for det, fordi årets udgiftsramme er brugt op.

 

Målsætningen i Egedal Kommune er derfor kun ulovlig, hvis målsætningen blokerer for, at børn, der har brug for en anbringelse, får denne hjælp.

 

Skulle nogen kommuner vælge at undlade at anbringe et barn, der har behov herfor, eller hjemtage et barn udelukkende ud fra en økonomisk begrundelse, så kan enhver henvende sig til Ankestyrelsen, som kan tage sagen op.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Nina Eg Hansen