Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K
Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected]
|
Dato: 6. marts 2007
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 13. februar 2007 følger hermed socialministerens endelige svar på spørgsmål nr. 106 (SOU Alm. del).
Â
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Team Gimel vedrørende forslag om oprettelse af en hotlinie for prostituerede, der bliver chikaneret, jf. alm. del - bilag 203.â€
Svar:
Den sociale indsats overfor prostituerede i Danmark er samlet omkring Kompetencecenter Prostitution, som varetager en landsdækkende opsøgende indsats i miljøet. Formålet er, at der sker en udvikling af en social og sundhedsmæssig indsats i forhold til prostituerede, og at indsatsen forankres på det regionale og lokale plan. Det indebærer også, at de prostituerede, der vil ud af et liv som prostitueret, kan få den nødvendige støtte.
Kompetencecenteret bistår med tilbud om forebyggende, skadereducerende og rådgivende indsats. I særlig grad sættes fokus på at forebygge, at unge går ind i en tilværelse som prostituerede.
Kompetencecenter Prostitution er etableret på baggrund af regeringens handlingsplan på prostitutionsområdet, "Et andet liv" (2005).
Der er etableret et samarbejde mellem Kompetencecenter Prostitution og de enkelte politikredse. Herved sikres, at politiet kan henvise til Kompetencecenter Prostitution, hvis de får kendskab til prostituerede, der har været udsat for overgreb o.l.
Det kan nævnes, at udover den opsøgende virksomhed på massageklinikker har Kompetencecentret en anonym telefon- og netrådgivning, hvor prostituerede kan få rådgivning om sundhedsmæssige, sociale og juridiske forhold.
Telefonrådgivningen har åbent to dage om ugen. Udenfor åbningstiden kan de prostituerede, der ønsker rådgivning, få kontakt med Kompetencecentret via dettes sekretariat. Prostituerede, der skulle ønske det, kan derfor i praksis få kontakt med en socialfaglig medarbejder i dagtimerne på alle hverdage.
Prostitutionskunder kan ligeledes benytte den anonyme telefonrådgivning. En vigtig del af rådgivningsforpligtigelsen er, hvor det er relevant, at henvise kunderne til andre tilbud; eksempelvis sexologiske klinikker.
Kompetencecenter Prostitution er i lighed med Team Gimel vidende om, at nogle prostituerede bliver udsat for grænseoverskridende handlinger fra kundernes side. Jeg mener, at Kompetencecenter Prostitutions rådgivningstilbud suppleret med politiets indsats udgør et relevant tilbud de prostituerede, i forbindelse med kunders chikanerende adfærd.
Claus Hjort Frederiksen