Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

Hermed sendes endeligt svar på spørgsmål nr. 94 og 95 af 1. december 2006. Spørgsmål er stillet efter ønske fra Poul Erik Christensen (RV).

(Alm. del).

 

 

Kristian Jensen

                                           /Birgitte Christensen

                        


Spørgsmål 94: Vil ministeren oplyse, hvordan man som privatperson forholder sig, hvis man ”ansætter” en person på 14 år til 2-4 timer om ugen at passe familiens børn, herunder om man

- skal have et CVR-nummer og registreres som arbejdsgiver,

- skal indbetale arbejdsmarkedsbidrag,

- skal have særlige forsikringer,

- skal indbetale ATP,

- skal indbetale feriepenge,

- skal føre lønregnskab,

- skal indbetale moms.

Ministeren bedes desuden redegøre for, om der evt. er andet, som man skal være opmærksom på.

Endvidere bedes ministeren beskrive eventuelle indbetalings- og indberetningsterminer og til hvilke institutioner disse skal ske.

Ændrer svaret sig, hvis personen er over 18 år?

Spørgsmål 95: Kan ministeren samtidig oplyse svaret på SAU alm. del – spm. 94, hvis en modtager af hjemmehjælp ønsker at benytte sig af muligheden for selv at foretage ansættelse af en hjælper i stedet for at benytte den offentlige service?

Kan ministeren beskrive, hvordan en registrering som bruger af ovennævnte ydelser foretages?

Svar: Jeg forstår spørgsmål 94 således, at der spørges til, hvordan en privatperson skal forholde sig, når denne på privat basis ansætter en barnepige på 14 år til at passe børn nogle få timer ugentligt. En særlig ordning i serviceloven, hvorefter forældre med børn i alderen fra 24 uger og op til skolealderen har mulighed for at vælge et økonomisk tilskud fra kommunen til brug for en privat pasningsordning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud, vil derfor ikke blive omtalt.

Når en privatperson aftaler med en person, at denne skal passe familiens børn 2-4 timer om ugen, eller når en privat person ansætter en hjemmehjælper 2-4 timer om ugen skal de regler, der er beskrevet nedenfor, følges. Bortset fra de situationer, hvor det er direkte nævnt, er personens alder uden betydning.

Som det fremgår af mit foreløbige svar reguleres en række af de forhold, der spørges om, af andre ministeriers lovgivning. Om denne lovgivning er der indhentet oplysninger fra Beskæftigelsesministeriet og Socialministeriet.

Skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms

Løn mv. til hushjælp og anden medhjælp i private husholdninger er ikke A-indkomst, når arbejdsgiveren eller dennes ægtefælle ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage nogen del af lønnen. Indkomsten er B-indkomst. Det følger af kildeskattebekendtgørelsens § 16, nr. 2.     

Det indebærer, at en person, der ansætter en barnepige eller hjemmehjælper, ikke skal indeholde A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag af den udbetalte løn.

Privatpersonen skal ikke foretage indberetning til SKAT om den udbetalte løn til barnepigen eller hjemmehjælperen, og vedkommende skal heller ikke føre lønregnskab. Den private person skal ikke registreres som arbejdsgiver i relation til SKAT og skal derfor ikke have et CVR-nr. i relation til SKAT.

Alle indtægter er skattepligtige. Der findes ingen bagatelgrænse, der går ud på, at en indtægt ikke er skattepligtig, hvis arbejdet er under et bestemt antal timer pr. uge (eksempelvis 4 timer), eller lønnen ikke overstiger et nærmere fastsat beløb.

Derfor er barnepigen mv. også skattepligtig af den løn, som vedkommende får for at passe børn eller for at yde hjemmehjælp. Barnepigen mv. skal også betale arbejdsmarkedsbidrag af lønnen.

Da lønnen er B-indkomst, skal barnepigen mv. selvangive lønnen. Det fremgår af SKATs vejledning til selvangivelsen, at hvis man har modtaget løn som privat hushjælp eller anden medhjælp i privat husholdning, f.eks. som babysitter eller havemand, skal beløbet selvangives som B-indkomst i rubrik 15 på selvangivelsen ”anden personlig indkomst”.

SKAT opkræver på grundlag af det beløb, som barnepigen mv. har anført i selvangivelsen, arbejdsmarkedsbidrag og skat af lønnen i forbindelse med udsendelse af årsopgørelsen.

I nogle tilfælde vil den løn, som barnepigen mv. får, kunne rummes af personfradraget, så den pågældende ikke kommer til at betale indkomstskat af lønnen. Personfradraget for 2007 er 29.300 kr. for børn og unge under 18 år, medens det for personer, der er fyldt 18 år, for 2007 udgør 39.500 kr.

Der findes intet bundfradrag for arbejdsmarkedsbidrag. Det betyder, at der er pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag fra første krone af lønnen. Bidragsbeløb under 100 kr. opkræves dog ikke, når ”arbejdsgiveren” ikke er indeholdelsespligtig.

En privatperson, der ansætter en barnepige til pasning af børn, skal ikke betale moms.

Forsikringer og ansættelse

På baggrund af oplysninger fra Beskæftigelsesministeriet kan jeg oplyse, at der ikke er forsikringspligt efter arbejdsskadesikringsloven for arbejde i en privat husholdning, når arbejdstiden er mindre end 400 timer i et kalenderår.

 

I arbejdsmiljølovgivningen stilles der blandt andet krav om, at hushjælpen får tilstrækkelig instruktion om, hvordan arbejdet kan udføres på en forsvarlig måde. Arbejdsmiljølovgivningen gælder ikke, hvis den ansatte er under 18 år, f.eks. ved børnepasning, pasning af mindre husdyr og havearbejde mv., hvis der er tale om lejlighedsvist eller kortvarigt arbejde. Det er dog en betingelse, at arbejdet hverken er skadeligt eller farligt for den unge. Det er vigtigt, at det gennem oplæring og effektivt tilsyn sikres, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

 

For en 18-årig gælder der helt almindelige regler om ansættelse. Da spørgsmålet vedrører ansættelsesforhold på 2-4 timers arbejde om ugen, er den 18-årige ikke omfattet af reglerne om ansættelsesbevis. Ansættelsesbeviseloven gælder alene for ansættelsesforhold, der varer mere end 1 måned, og hvor arbejdet udgør minimum 8 timers arbejde om ugen.

ATP

På baggrund af oplysninger fra Beskæftigelsesministeriet kan jeg oplyse, at arbejdsgiveren  som hovedregel kun skal betale ATP-bidrag, når den ansatte er over 16 år og arbejder mindst 9 timer om ugen. Da spørgsmålet vedrører ansættelsesforhold på 2-4 timers arbejde om ugen, skal der ikke indbetales ATP-bidrag.

Feriepenge

Beskæftigelsesministeriet har oplyst, at der for en timelønnet ansat skal betales feriegodtgørelse fra først tjente krone med 12,5 pct. af lønnen i kalenderåret. Feriegodtgørelsen skal indberettes hvert kvartal og skal indbetales til FerieKonto senest den 10. i måneden efter kvartalets udløb.

Har arbejdsgiveren intet CVR-nr., modtager arbejdsgiveren ikke opkrævninger fra Feriekonto. Arbejdsgiveren skal selv sørge for, at feriegodtgørelsen bliver indbetalt til FerieKonto. Arbejdsgiveren skal påføre indbetalingskortet ”privat hushjælp – uden CVR-nr.”.

Særligt om ansættelse af hjemmehjælpere

Specifikt vedrørende spørgsmål 95 kan jeg på baggrund af oplysninger fra Socialministeriet oplyse, at modtagere af hjemmehjælp kan vælge mellem godkendte leverandører efter fritvalgsreglerne, jf. § 75 c i serviceloven, eller selv udpege en person, der kan og vil udføre opgaverne.

Det er den kommunale myndighed, der godkender og indgår kontrakten med en privat leverandør af hjemmehjælp i kommunen. Når en person vælger en privat leverandør af hjemmehjælp frem for hjemmehjælp fra kommunen, bliver den pågældende derfor ikke pålagt pligter i relation til eksempelvis at lade sig registrere som arbejdsgiver, indbetale arbejdsmarkedsbidrag, ATP, feriegodtgørelse m.m.

Servicelovens § 76 giver kommunen adgang til at udbetale et tilskud til dækning af udgifter til hjælp, som modtageren selv antager. Det kan bl.a. ske i de ekstraordinære tilfælde, hvor kommunen ikke har mulighed for at udføre den hjælp, som en person har behov for. Denne mulighed kan kun anvendes over for borgere, der er visiteret til personlig og praktisk hjælp og/eller har behov for afløsning eller aflastning, og hvor der eksempelvis er betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem kommunen og modtageren.

Et kontant tilskud indebærer, at borgeren skal løse en række administrative opgaver. Arbejdsgiveransvaret indebærer, at borgeren bl.a. er ansvarlig for ansættelse af hjælper(e), opgørelse af de timer, der skal betales for, og indbetaling af f.eks. ATP-bidrag og feriegodtgørelse efter reglerne anført ovenfor.

Som nævnt ovenfor anses en hjemmehjælper i relation til skattelovgivningen for privat hushjælp. Derfor skal den, der selv antager en hjemmehjælper, ikke indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af den udbetalte løn. Hjemmehjælperen skal selvangive beløbet som B-indkomst. Der skal ikke indbetales moms.