Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 378-380 af 12. september 2007.

(Alm. del).

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                           /Birgitte Christensen

                        


Spørgsmål 378: Vil ministeren kommentere på den analyse om skattebetaling og østeuropæisk arbejdskraft, som AErådet har offentliggjort den 10. september 2007, jf. alm. del - bilag 231, for så vidt angår forudsætningerne om, at danske håndværkere ikke får/modtager kost- og logigodtgørelse, samt at f.eks. polske håndværkere kun har en arbejdsuge på 37 timer?

Svar: De såkaldte rejseregler giver mulighed for, at en arbejdsgiver skattefrit kan godtgøre medarbejdernes rejseudgifter efter standardsatser. Alternativt kan medarbejderne foretage fradrag efter samme satser.

Rejsereglerne er et udtryk for, at medarbejderne kan få dækning for de merudgifter, de påføres, fordi de på grund af deres arbejde har været på en rejse.

Det er en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse henholdsvis foretage fradrag, at rejsen har varet i mindst 24 timer, og at medarbejderen på grund af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl.

For 2007 udgør standardsatserne for kost og småfornødenheder 429 kr. pr. døgn og for logi 184 kr. pr. døgn.

Ved anvendelsen af standardsatsen for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i 12 måneder. Der begynder en ny 12 måneders-periode, når en person skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted. Den faste grænse på 12 måneder gælder ikke for logiudgifter.

Rejsereglerne gælder for alle lønmodtagere og for rejse i såvel Danmark som udlandet.

Lønmodtageren kan kun fratrække de rejseudgifter, der sammen med andre fradragsberettigede udgifter ved det lønnede arbejde overstiger 5.200 kr. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag, dvs. det har en gennemsnitlig skatteværdi på 33,3 pct.

Der gælder de samme regler for en dansk håndværker som for en håndværker fra et andet EU-land, der er skattepligtig til Danmark. En håndværker, der har sin sædvanlige bopæl i Jylland, men som midlertidigt arbejder på Sjælland, kan således anvende rejsereglerne på samme vis som en håndværker, der har sin sædvanlige bopæl i Polen, men som midlertidigt arbejder i Danmark.

Det vil være i strid med EU-retten at indføre regler, der diskriminerer udenlandsk arbejdskraft i forhold til dansk arbejdskraft.

 

Spørgsmål 379: Vil ministeren fremskaffe tal for, hvor stort det samlede fradrag/tilskud er til kost- og logigodtgørelse for det seneste tilgængelige år fordelt på hhv. danske medarbejdere og udenlandske medarbejdere, herunder østeuropæisk arbejdskraft?

Svar: Det er ikke muligt at udskille oplysninger vedrørende skattefri godtgørelser for kost og logi, fordi de indberettes sammen med andre skattefrie godtgørelser. Eventuelle fradrag for kost og logi optræder på samme måde sammen med fradrag for andre lønmodtagerudgifter.

 

Spørgsmål 380: Mener ministeren, at man kan sammenligne skattebetalingen mellem en dansk og en østeuropæisk håndværker, som AErådet har gjort i analysen, jf. alm. del - bilag 231, og hvad mener ministeren, der evt. mangler/skal korrigeres for?

Svar: Jeg mener ikke, at en dansk og østeuropæisk håndværker kan sammenlignes på den måde, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gør i deres analyse. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sammenligner en dansk håndværker, der ikke er på en rejse, med en østeuropæisk håndværker, der er skattepligtig til Danmark, og som er på en rejse, og som derfor kan foretages fradrag for kost og logi.

Hvis sammenligningen af en dansk og en østeuropæisk håndværker skal være retvisende, mener jeg, man skal sammenligne håndværkere, der begge er på en rejse, og som dermed begge er berettiget til at foretage samme fradrag for kost og logi.