Text Box: Notat

Retssikkerhedschefens
sekretariat

7. september 2007
J.nr. 99-5001-010207

 

 

Koncernledelsen

 

Status på handleplan for retssikkerhed

 

I nedenstående tabel gives en kort status på de enkelte aktiviteter i koncernens handleplan for retssikkerhed 2007.

 

Aktiviteter – koncernen

Status

1. For at sikre retssikkerhed, kvalitet og effektivitet i Skatteministeriet skal der etableres en bedre klage- og retssagsregistrering og -statistik og appelliste. Værktøjet vil give Skatteministeriet mulighed for forbedrede muligheder for at kunne konstatere, hvor presset på skattesystemet er størst, og om der er sket en udvikling over tid på sagsområder med særligt mange klage- og retssager.

 

I 2007 bliver der derfor etableret et projekt "Sammenhængende system for klage- og retssagers journalisering og muligheder for udarbejdelse af statistik mv. for SKAT, ankenævn, Landsskatteretten og Skatteministeriet".

Projektet om klage- og retssagsstatistik blev nedsat efter koncernledelsens godkendelse af projektoplægget i januar 2007.

 

Projektet, der er et forprojekt, afleverer sin rapport til Koncernledelsen i september 2007. Herefter skal Koncernledelsen beslutte, om der skal nedsættes et implementeringsprojekt til at arbejde videre med at fastlægge det endelige grundlag for at udarbejde en klage- og retssagsstatistik og appelliste.

2. I forbindelse med etableringen af SKAT pr. 1. november 2005 er der sket en ændring af klagestrukturen, idet Landsskatteretten nu er blevet klageinstans for en række afgørelser, hvor ToldSkat tidligere var klageinstans. Dette har medført, at Landsskatteretten modtager en række henvendelser vedrørende årsopgørelser, som viser sig ikke at være klager som sådan, men som skyldes manglende forståelse af årsopgørelsen eller at klagevejledningen er misvisende.

 

Der vil derfor blive nedsat en gruppe bestående af repræsentanter for Skatteministeriets departement, SKAT og Landsskatteretten, som i 2007 skal have til formål at arbejde for en forbedring af årsopgørelsen. Alternativt at overveje om en remonstrationsordning kan gennemføres på området.

Der er lagt op til en tostrenget løsning, hvor der sker forbedringer såvel lovgivningsmæssigt i forhold til arbejdsgangene i koncernen (remonstration) som vejledningsmæssigt i forhold til borgerne.

 

Skatteministeriet udarbejder lovforslag, som forventes fremsat til januar 2008.

 

Retssikkerhedschefen ser i samarbejde med SKAT på mulighederne for forbedret vejledning om spørgsmålet.

3. For at gøre mødet mellem borgere og myndighed lettere for borgerne og sikre et godt samarbejde vil der blive udgivet et holdningsdokument, som erklærer, hvad borgerne kan forvente i samarbejdet med skattemyndighederne.

 

Der er derfor arbejde i gang med at lave en pjece, som vil blive udgivet i foråret 2007.

I pjecen ”Samarbejdserklæring til borgerne - Det vil vi gerne…” fra februar 2007 sender vi som koncern et signal til borgerne om, hvad borgerne kan forvente i samarbejdet med skattemyndighederne. Pjecen findes på skattecentre landet over og på retssikkerhedschefens hjemmeside.

Aktiviteter – Skatteministeriet

Status

1. Der vil i 2007 blive sat yderligere fokus på kvalitet i lovgivningen. Dette arbejde har især to indsatsområder:

 

Skatteministeren har besluttet, at alle lovforslag inden for skatteministeriets område skal have retssikkerhedsmæssige bemærkninger. Der vil derfor i 2007 blive udarbejdet kriterier for, hvorledes der kan sikres kvalitet i disse retssikkerhedsmæssige bemærkninger.

 

Skatteministeriets departement er konstant opmærksom på, at forenkling og objektivering af lovgivningen er et vigtigt element i at styrke retssikkerheden. Der vil derfor blive etableret et gennemskrivnings/ forenklingsprojekt af en eksisterende lov.

Der er udarbejdet en tjekliste for, hvad de retssikkerhedsmæssige bemærkninger skal indeholde for at sikre høj kvalitet i bemærkningerne. Bemærkningerne skal alene udarbejdes, når det vurderes relevant. Der er desuden aftalt en proces mellem departementet, SKAT og retssikkerhedschefen, som understøtter, at bemærkningerne bliver af høj kvalitet. Tjekliste og proces er indarbejdet i Lovinstruksen og er i øvrigt tilgængelig på departementets intranet. Tjeklisten er blevet til på baggrund af analyser af allerede gennemført lovgivning af medarbejdere fra alle departementets lovområder.

 

Der vil i den kommende Folketingssamling blive fremsat lovforslag, som justerer dødsboskatteloven. Lovforslaget har sin baggrund i, at de stigende ejendomspriser har betydet en stigning i antallet af ikke-skattefritagne dødsboer uden væsentlige indtægter, og det foreslås derfor at forhøje beløbsgrænsen for skattefritagelse. Endvidere sker der justeringer af forenklende karakter af den 10 år gamle dødsboskattelov, herunder tilpasninger til den nye arvelov. Forslaget betyder, at der årligt kan spares ca. 20 årsværk. Lovforslaget er blevet til efter inddragelse af både SKATs medarbejdere, revisorer som advokater på en lang række workshops ude i landet.

 

Der vil i den kommende Folketingssamling tillige blive fremsat lovforslag, som indeholder en gennemskrivning af registreringsafgiftsloven med henblik på en modernisering og regelforenkling af denne.

2. Der vil blive set nærmere på ministeriets opfyldelse af domme og kendelser, og på at gøre arbejdsgangen fuldt ud overskuelig for de medarbejdere, som arbejder med retssager. Det vil være med til at sikre, at borgerne og virksomheder oplever Skatteministeriet som en fair modpart og sikre at der sker en korrekt opfyldelse af domme og kendelser.

Arbejdet vil snarest blive igangsat i samarbejde med SKAT.

3. Der vil blive skabt et eller flere værktøjer til at lave temperaturmålinger af, hvordan brugerne opfatter udviklingen i retssikkerheden på Skatteministeriets område. Målingen vil indgå i den årlige redegørelse fra skatteministeren til Folketinget om retssikkerhed på Skatteministeriets område. Arbejdet vil ske i samarbejde med retssikkerhedschefen.

Der vil i løbet af september måned blive nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af medarbejdere fra SKAT, retssikkerhedschefens sekretariat, Landsskatteretten og departementet. En bemanding på tværs af koncernen vil være med til at sikre:

 

At temperaturmåleinstrumentet bliver samordnet med SKATs øvrige målinger. Og eventuelt kan indgå i nogle af de eksisterende målinger. At der er ejerskab i hele koncernen til resultaterne af målingen.

 

Der er lagt op til, at arbejdsgruppen tager udgangspunkt i pjecen ”Samarbejdserklæring til borgerne – Det vil vi gerne….”. I pjecen afstikker vi som myndighed en række forventninger til borgere og virksomheder om, hvad de kan forvente i samarbejdet med os. Temperaturmålingen vil med dette udgangspunkt vise os, om borgere og virksomheder oplever, at vi lever op til det, vi ”lover”. Og ad åre om der sker en positiv udvikling i denne oplevelse.

Aktiviteter – Landsskatteretten

Status

1. I 2006-07 har Landsskatteretten i overensstemmelse med resultatkontraktens krav sat fokus på nedbringelse af sagsbehandlingstiden, således at sagsbehandlingstiden bliver gennemsnitlig 8 måneder med udgangen af 2008 mod i dag 12,1 måneder.

 

Der er desuden etableret et koncernprojekt om "Sagsbehandlingstider i Landsskatteretten". Dette vil resultere i en række tiltag, som skal implementeres i 2007 og bidrage til at sagsbehandlingstiden kan nedbringes mest muligt.

Projektet ”Kortere sagsbehandlingstider i Landsskatteretten” er afsluttet. Rapporten kan bl.a. ses på skatteministeriets hjemmeside under ”Publikationer”.

 

2. Ombudsmanden har gennemført en "egen drift"-undersøgelse af 40 landsskatteretssager. Ombudsmandens endelige redegørelse forventes at foreligge i 2007. Når redegørelsen foreligger, vil Landsskatteretten foranledige de ændringer i rettens procedurer for sagsbehandling, som redegørelsen måtte give anledning til.

Folketingets Ombudsmand afgav sin rapport om undersøgelsen af 40 klagesager fra Landsskatteretten den 27. juni 2007. Undersøgelsen efterlader et overordnet indtryk af en grundig sagsbehandling. Hovedparten af de sagsbehandlingsfejl som undersøgelsen har afdækket, har enten været af mindre betydning eller vil kunne undgås ved forholdsvis enkle tiltag. Landsskatteretten har meddelt ombudsmanden, at retten ultimo september 2007 vil sende ham en redegørelse for de overvejelser og tiltag, som rapporten har givet anledning til. På Landsskatterettens hjemmeside www.lsr.dk er der link til rapporten.

3. Landsskatteretten anvender i stort omfang standarddokumenter ved henvendelse til klagere, repræsentanter og andre myndigheder. Det er vigtigt, at sådanne henvendelser er udformet korrekt, forståeligt og imødekommende. Landsskatteretten vil derfor nedsætte et udvalg, som i løbet af 2007 vil gennemgå samtlige standarddokumenter med henblik på sikring heraf.

Gennemgang af standarddokumenter har afventet ombudsmandsrapporten og iværksættes nu. Gennemgangen forventes afsluttet inden efterårsferien.

 

Aktiviteter – Ankenævnene

Status

1. I forbindelse med ikrafttræden af skatteforvaltningsloven den 1. november 2005 er tilsynet med ankenævnenes virksomhed blevet ændret til at være et såkaldt "passivt tilsyn".

 

Ifølge loven kan SkatterÃ¥det efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen ændre en Ã¥benbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatte- eller vurderingsankenævn, og et medlem af enten et skatte- eller et vurderingsankenævn, der er uenig i en afgørelse truffet af nævnet, kan kræve sine indvendinger mod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen, og en kopi af protokollatet indsendt til SkatterÃ¥det.

 

I 2007 vil der blive nedsat en gruppe bestÃ¥ende af repræsentanter fra Skatteministeriets departement, SKAT og Ankecentret som skal have til opgave i 2007 at fastlægge principperne for told- og skatteforvaltningens indstillinger til SkatterÃ¥det vedrørende Ã¥benbart ulovlige afgørelser og proceduren for behandlingen af de tilfælde, hvor et nævnsmedlem har krævet sine indvendinger tilført beslutningsprotokollen og denne indsendt til SkatterÃ¥det. Disse forslag til principper vil blive forelagt ankenævnene og SkatterÃ¥det, inden de fastlægges endeligt.

Den nedsatte arbejdsgruppe er ved at udarbejde anbefalinger til procedure for indbringelse af åbenbart ulovlige ankenævnsafgørelser for Skatterådet samt principper for afgrænsningen af ”åbenbart ulovlig”. Gruppens anbefalinger bygger på en analyse af begrebet ”åbenbart ulovlig”.

 

Anbefalinger og analyse vil blive forelagt på et seminar i Skatterådet den 22. oktober, hvor der også deltager repræsentanter fra skatteankenævnene og vurderingsankenævnene.

 

Aktiviteter – SKAT

Status

1. Det er blevet besluttet, at alle bekendtgørelser, som SKAT udarbejder - ligesom lovforslag skal undergives en retssikkerhedsmæssig vurdering. Der skal derfor i 2007 udarbejdes kriterier for, hvorledes der kan sikres kvalitet i disse retssikkerhedsmæssige bemærkninger.

Proceduren er aftalt, og SKAT vil i løbet af september offentliggøre den aftalte procedure.

 

2. SKAT har igangsat et strategisk projekt vedrørende udvikling af de juridiske vejledninger. Formålet er, at alle juridiske vejledninger (ca. 8.000 sider) skal gennemskrives i løbet af de næste 3 år med fokus på læsevenlighed, juridisk korrekthed, gennemskuelighed og ensartethed.

Projektet forløber efter planen og følger projektplanens milepæle.

 

3. SKAT fortsætter arbejdet med at få samtlige TSS-cirkulærer og SD-cirkulærer ophævet, hvilket forventes at være gennemført i 2007. Cirkulærerne ophæves, når de er indarbejdet i de juridiske vejledninger.

 

Indholdet af TSS- og SD-cirkulærerne indarbejdes i SKATs juridiske vejledninger for at undgå dobbeltinformation og for at nedbringe mængden af retsforskrifter på SKATs område. Det er tillige forventningen, at ophævelsen medvirker til at sikre bedre overblik over gældende ret og dermed styrke ensartetheden i retsanvendelsen.

SKAT har nu fået tilbagemelding på de fleste af cirkulærerne. Der mangler fortsat en afklaring vedrørende ca. 10 cirkulærer, mens 2 cirkulærer skal genudgives som SKAT-meddelelser. Vi forventer derfor fortsat at kunne ophæve de resterende cirkulærer inden udgangen af 2007.

 

4. SKAT vil løbende måle sagsbehandlingstiden for bindende svar og iværksætte tiltag, som skal mindske denne. For bindende svar, som må betegnes som ukomplicerede er målet, at disse bliver besvaret inden 30 dage fra modtagelsen af gebyret, hvis sagen i øvrigt er fuldt oplyst.

De iværksatte tiltag har medført, at sagspuklerne er afviklet, og at sagsbehandlingstiden er væsentligt forbedret.

5. SKAT gennemfører på inddrivelsesområdet en "Aktion Eftergivelse" i 2007 med henblik på at sikre retssikkerhed, kvalitet og effektivitet i forbindelse med anvendelsen af reglerne om eftergivelse af gæld til det offentlige.

 

Der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal beskrive gældende ret på området. Arbejdsgruppen skal endvidere udarbejde en arbejdsbeskrivelse vedrørende udsøgning af eftergivelsesegnede sager, samt behandlingen af sagerne. Arbejdsgruppen vil ved udløbet af 2007 indsamle resultater fra aktionen med henblik på en evaluering og opsamling af best practice.

Fastsættelse af principper for gennemførelse af ”Aktion Eftergivelse” er fastlagt i Rapport fra februar 2007 om eftergivelse, uerholdelighed, afskrivning, anmeldelse i gældssanering og sagstilskæring.

 

Temadag for retschefer, fagchefer og afdelingsledere om bl.a. ”Aktion Eftergivelse” blev afholdt i marts 2007.

 

Der er pr. 10. maj 2007 udarbejdet en arbejdsbeskrivelse vedrørende ”Aktion Eftergivelse”. Der er endvidere udarbejdet en række standardbreve, som skal anvendes i forbindelse med gennemførelse af aktionen.

 

Der har den 3. maj 2007 været afholdt informationsmøder om ”Aktion Eftergivelse” for afdelingsledere og medarbejdere, der skal beskæftige sig med ”Aktion Eftergivelse”.

 

Udsøgningslister, arbejdsbeskrivelse, og standardbreve er udsendt til specialcentrene den 10. maj 2007.

6. Konkursmidlet er det mest indgribende inddrivelsesskridt SKAT kan tage over for en virksomhed og borger. Det er derfor vigtigt, at en konkursbegæring først anvendes, når det ud fra en konkret vurdering skønnes, at andre inddrivelsesmidler ikke er tilstrækkelige til at sikre SKATs restancer eller til at forebygge yderligere tab for statskassen.

 

Det er vigtigt, at der pÃ¥ landsplan er en fælles opfattelse af anvendelsen af konkursbegæringer og ensartede retningslinier for vurdering af, hvorvidt der skal indgives en konkursbegæring. 

 

SKAT vil derfor i 2007 udarbejde en politik, der beskriver, hvornår, der skal indgives en konkursbegæring, herunder hvilke undersøgelser, der skal være foretaget og hvilke betingelser, der skal være opfyldt før SKAT indgiver konkursbegæring.

Retningslinjer for indgivelse af konkursbegæring er udsendt ved Intern Meddelelse af 28. februar 2007.

 

Der er desuden afholdt en temadag om bl.a. konkurspolitikken for retschefer, fagchefer og afdelingsledere.

 

Endelig er der afholdt informationsmøde i hvert samarbejde om konkurspolitikken for medarbejdere, der er beskæftiget med inddrivelse af virksomhedsrestancer.

7. Der er i inddrivelsesbekendtgørelsen fastsat nærmere bestemmelser om fastsættelse af afdragsordninger og lønindeholdelse på baggrund af et tabeltræk og en betalingsevneberegning. Dette er nyt, og derfor vil der i 2007 være fokus på, at SKAT:

·        Foretager en ensartet beregning af betalingsevnen hos en skyldner i forbindelse med afgørelse om lønindeholdelse.

·        Efterlever den praksis, der fastlægges af Landsskatteretten og SKAT.

 

SKAT vil således i 2007 løbende foretage en gennemgang og vurdering af ensartetheden og kvaliteten af fastsættelse af afdragsordninger og afgørelser om lønindeholdelse.

I marts blev der afholdt en temadag for retschefer, fagchefer og afdelingsledere om bl.a. afdragsordninger og lønindeholdelse.

 

Ved Intern Meddelelse af 1. juni 2007 er der udsendt et elektronisk betalingsevneberegningsskema, der skal sikre en effektiv og ensartet beregning af en skyldners betalingsevne.

8. SKAT anvender i stort omfang standardiserede breve på inddrivelses- og bobehandlingsområdet ved henvendelser til skyldner. Det er vigtigt, at sådanne henvendelser er udformet korrekt og forståeligt.

 

Med henblik på at sikre dette, samt at der på landsplan anvendes de samme debitorbreve, er der nedsat en arbejdsgruppe, der har det redaktionelle og systemmæssige ansvar for debitorbreve på inddrivelses- og bobehandlingsområdet.

 

Gruppen skal i 2007 ajourføre den nuværende beholdning af debitorbreve samt behandle nye forslag til debitorbreve. Den skal endvidere sikre, at der sker en væsentlig kvalitetsforbedring i form og indhold af disse.

Redaktionsgruppen er nedsat i januar 2007.

 

Temadag for retschefer, fagchefer og afdelingsledere om bl.a. debitorbreve blev afholdt i marts 2007.

 

Intern vejledning udsendt den 21. maj 2007 med de senest udgivne breve om: Underretning om lønindeholdelse uden varsel, tilsigelse til udlægsforretning for selskaber, fogedbog samt gældsanerkendelsesblanket.

9. SKAT vil sikre synlighed omkring sin indsatsstrategi, bl.a. i form af en aktiv pressepolitik. Denne pressepolitik skal udformes på en retssikkerhedsmæssig måde, samtidig med at samfundet vil kunne følge med i SKATs konkrete aktiviteter i relation til indsatsplanen.

SKAT er pt. i gang med et pilotprojekt, hvis formål er at afprøve mulighederne for at have pressen med på kontrolaktioner.

 

Med udgangspunkt i politiets kontrakt med tv-programmet Station 2 er der udarbejdet en standardkontrakt for pressens deltagelse i SKATs kontrolaktioner. Denne kontrakt afprøves nu ved i tre tilfælde at have tv-journalister med på aktion. Hvis samarbejdet med pressen efterfølgende vurderes retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, vil der blive udarbejdet en drejebog for fremtidig mediedækning af vores kontrolaktioner som supplement til den nu gældende pressepolitik.