J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: j.nr. 07-079862
Dato : 30. maj 2007

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 244 af 9. maj 2007.

(Alm. del).

 

 

 

 

 

 

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /Tina R. Olsen


Spørgsmål 244:

"Kan ministeren bekræfte, at virksomheder, der har afdelinger i flere kommuner, pålægges at indberette lønsum fordelt på afdelinger til kommunen - med henblik på en korrekt fordeling af selskabsskatten – og at disse oplysninger i forvejen er tilgængelige hos SKAT?"

 

Svar:

Indledningsvis skal jeg oplyse, at jeg ikke har mulighed for at gå detaljeret ind i reglerne om fordeling af den kommunale andel af selskabsskatten. Reglerne findes i kommuneskatteloven, der hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

 

Jeg kan dog oplyse, at det er korrekt, at kommunalbestyrelsen efter kommuneskatteloven kan pålægge selskaber mv. at afgive de oplysninger, der er nødvendige for at fordele selskabsskatten. Kommunalbestyrelsen kan dog kun give pålæg, hvis oplysningerne ikke kan leveres af SKAT eller ikke er tilgængelige i eIndkomstregisteret.

 

Fordelingen mellem kommunerne af den kommunale andel af selskabsskatten sker fra og med fordelingen vedrørende indkomståret 2005 med udgangspunkt i fordelingen af selskabets lønudbetalinger ved selskabets forskellige afdelinger. Fordelingen vedrørende indkomståret 2005 foretages i 2007 med afregning til kommunerne i 2008. SKAT har ikke i dag oplysninger vedrørende lønsummens fordeling på selskabernes forskellige afdelinger, og kan derfor ikke levere oplysningerne til kommunerne.

 

På længere sigt vil der med etableringen af eIndkomstregistret være grundlag for en løsning, hvor fordelingen af den kommunale andel af selskabsskatten kan ske på baggrund af registreringen i eIndkomstregistret af medarbejdernes tilknytning til arbejdssted (produktionsenhed). En sådan løsning vil dog tidligst kunne anvendes fra og med 2010, hvor fordelingen af den kommunale andel af selskabsskatten vedrørende indkomståret 2008 foretages. Dette hænger sammen med, at indberetning til eIndkomstregistret først bliver obligatorisk for alle arbejdsgivere fra 1. januar 2008.