J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: j.nr. 06-123007
Dato : 2. november 2006

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr.18 og 19 af 17. oktober 2006.

(Alm. del).

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /Tina R. Olsen


Spørgsmål 18:

"Kan ministeren bekræfte oplysningerne i artiklen ’Skattekontrollen svækkes’ fra Jyllandsposten 14. oktober 2006?" 

 

Svar:

Jyllandsposten har i den nævnte artikel beskrevet en udvikling, hvor antallet af skattemedarbejdere på området for selvstændigt erhvervsdrivende i de kommende år skal falde fra 1.698 medarbejdere til 713 medarbejdere, og på lønmodtagersiden fra 558 medarbejdere til 209 medarbejdere.

 

Jeg kan bekræfte, at der i SKAT er foretaget beregninger af potentielle effektiviseringsmuligheder, der indeholder de pågældende tal.

 

De pågældende tal skal tages som udtryk for, at beregninger på nuværende tidspunkt fører til forventede effektiviseringer i den nævnte størrelsesorden. Det giver dog ikke mening at hæfte sig ved de tilsyneladende meget præcise tal, der typisk fremkommer, når der i et regneark indarbejdes givne skønsbaserede forudsætninger.

 

Der er desuden grund til at understrege, at beregnede effektiviseringer ikke nødvendigvis er identiske med de effektiviseringer, der rent faktisk føres ud i livet.

 

Jeg må udtrykke en vis skuffelse over, at det ikke er lykkedes for Jyllandspostens journalist i sin grundige research at indhente oplysninger om den sammenhæng, tallene skal forstås i, nemlig først og fremmest overgangen til indsatsstrategien. Som det er skatteudvalget bekendt, er indsatsstrategien allerede - og vil i endnu højere grad i de kommende år være - SKATs dominerende strategi. En gennemlæsning af en række svar, som jeg har givet på spørgsmål fra skatteudvalget, ville have afsløret denne sammenhæng.

 

Ud over omlægningen til indsatsstrategien giver også de stordriftsfordele, der er knyttet til etableringen og udviklingen af SKAT, samt den igangværende systemmodernisering mulighed for effektiviseringer på de områder, der er nævnt i artiklen.

 

 


Spørgsmål 19:

"Vil ministeren oplyse antallet af skattemedarbejdere beskæftiget i kommunerne med kontrol af selvstændig erhvervsdrivende hhv. lønmodtagere før fusionstidspunktet 1. november 2005?"

 

Svar:

Kommunernes Landsforening gennemførte i en årrække forud for fusionen på skatteområdet en årlig personaleundersøgelse, hvoraf det blandt andet fremgik, hvilke ressourcer der blev anvendt på forskellige opgaver.

 

Ifølge den seneste undersøgelse fra begyndelsen af 2004 var der her beskæftiget 725 årsværk med lønmodtagerligningen og 1.783 årsværk med ligningen af personligt erhvervsdrivende. Disse tal tager dog ikke højde for udviklingen frem til udgangen af oktober 2005, hvor opgaverne overgik til SKAT.

 

Af de beregninger, som er nævnt i min besvarelse af skatteudvalgets spørgsmål 218 (2005/06), fremgår det, at der gennemsnitligt for 2005 blev anvendt 558 årsværk til lønmodtagerligningen og 1.698 årsværk til ligningen af personligt erhvervsdrivende.