Til
Folketinget - Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 175 af 8. februar 2007.
(Alm. del).
Kristian Jensen
                                          /Lise Bo Nielsen
                       Â
Spørgsmål: Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 7. februar 2007 fra Olav Willadsen vedrørende det kommende indgreb i selskabs- og aktiebeskatningen, jf. SAU alm. del - bilag 89.
Svar: Henvendelsen vedrører beskatningen af aktieindkomst i regeringens høringsudkast af 1. februar 2007 om CFC-beskatning og kapitalfonde m.v.
Siden har regeringen og Dansk Folkeparti indgået en aftale, der indebærer, at det oprindelige lovforslag på visse punkter er blevet ændret. Aftalen imødekommer en del af den kritik, der er blevet rejst i de indkomne høringssvar. Aftalen er udmøntet i lovforslag L 213 fremsat den 18. april 2007.
En af de ting, der er blevet ændret i forhold til det lovforslag, der blev sendt på høring, er beskatningen af personer, der ejer aktier.
I det oprindelige lovforslag blev der foreslået en forhøjelse af aktieindkomstbeskatningen, så aktieindkomst over 100.000 kr. (i 2007) skulle beskattes med en skattesats på 47,5 pct. I det lovforslag, der nu er fremsat, vil skattesatsen for denne del af aktieindkomsten nu blive forhøjet til 45 pct. Satserne for aktieindkomst under 100.000 kr., ændres der ikke på.
Baggrunden for denne forhøjelse af aktieindkomstbeskatningen er, at selskabsskattesatsen samtidig bliver sat ned til 25 pct. Ved at forhøje aktieindkomstbeskatningen som foreslået vil overensstemmelsen mellem den samlede beskatning af indkomst indtjent gennem et selskab sammenholdt med beskatningen af indkomst indtjent direkte af en person bliver bevaret
Lovforslaget er samtidig blevet ændret, så den forhøjede aktieindkomstbeskatning kombineres med en særlig overgangsordning. Ordningen har til hensigt at sikre, at selskabsindkomst, der er indtjent og beskattet før reduktionen af selskabsskattesatsen til 25 pct., ikke bliver beskattet hos aktionærerne med den forhøjede sats på 45 pct. for aktieindkomst.