Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K
Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected]
|
Dato: 7. december 2006
Under henvisning til Folketingets Retsudvalg brev af 4. oktober 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 8 (REU Alm. del).
Â
â€Ministerens kommentarer udbedes til Unicefs og BørnerÃ¥dets anbefalinger om at registrere alle sager, der handler om vold i familien, ét og samme sted.â€
Svar:
Når det handler om vold mod børn, skal der handles. Derfor er en central registrering ikke umiddelbart et effektivt redskab i forhold til vold mod børn. Regeringen har allerede iværksat en lang række initiativer og vil fortsat have fokus på at sikre rettidig hjælp til voldsramte børn.
Først og fremmest skal det sikres, at kommunerne handler hurtigt og effektivt. Det er vigtigt, at det er kommunerne, der fÃ¥r underretninger om de børn og unge, som behøver hjælp, da det er kommunen, der har handlekompetencen. Særlig fokus er der pÃ¥, at de fagpersoner som f.eks. sundhedsplejersker og lærere, der i det daglige arbejder med børnene, og som har en skærpet underretningspligt, underretter kommunen, hvis de er bekymrede for et barn eller en ung. Regeringen har sat fokus pÃ¥ bÃ¥de fagpersoners og pÃ¥ den brede befolknings pligt til at underrette kommunen med mediekampagnen â€Stop vold mod børnâ€, der bÃ¥de kørte medio 2005 og igen i forÃ¥ret 2006.
Med Anbringelsesreformen er der blevet stillet strengere krav til kommunerne i forbindelse med undersøgelsesarbejdet, dokumentation i børnesager og til opfølgning. Når kommunen har modtaget en underretning om bekymring for et barn eller en ung, skal de derfor lave en grundig § 38 undersøgelse. Undersøgelsen skal senest være afsluttet fire måneder efter, at kommunen har modtaget en underretning. Det er denne opkvalificering af kommunernes arbejde, der vil og skal sikre, at børn, der udsættes for vold, gives den støtte, som de har brug for - hurtigt og effektivt.
Derudover har vi allerede den tværkommunale underretningspligt. Når en familie flytter fra én kommune til den anden, og familien har børn, som har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom. Der er mange fordele ved, at der aktivt tages stilling til, hvilke oplysninger en ny kommune skal have, i stedet for at oplysningerne blot ligger passivt i et register.
I forbindelse med Anbringelsesreformen er det aftalt, at Ankestyrelsen i større grad end hidtil skal følge op på den kommunale varetagelse af børneområdet ved hjælp af målrettede undersøgelser – herunder især praksisundersøgelser og stikprøveundersøgelser. I denne forbindelse vil kvaliteten af § 38 undersøgelserne blive gennemgået, og Ankestyrelsen vil se på, om kommunerne udarbejder § 38 undersøgelserne inden fire måneder, som de ifølge loven skal.
Derudover er der, som led i Anbringelsesreformen, iværksat en omfattende efteruddannelsesindsats, så sagsbehandlerne bliver mere kvalificerede til at håndtere disse svære sager.
Det bemærkes, at Danmarks statistik hvert år offentliggør tal for hvor mange politianmeldte tilfælde af vold mod børn, der har været på landsplan. Statistikken viser også, hvor gamle børnene er og hvilken type af vold, der er tale om.
Udover at et nyt centralt register ikke sikrer hurtig og effektiv handling i konkrete børnesager, vil et sådan register formentlig være meget svært at gennemføre i praksis. Oprettelsen af et centralt register rejser en masse uafklarede spørgsmål fx med hensyn til, hvem der skal registrere, hvilke oplysninger der skal registreres, og hvem der skal have adgang til oplysningerne.
Jeg mener derfor ikke, at oprettelsen af et nyt register er den rette vej at gå i forhold til indsatsen over for voldsramte børn. Regeringen har allerede iværksat en række initiativer i forhold til vold mod børn. Samtidig vil vi også fremover styrke indsatsen. Der vil således fortsat være fokus på både at sikre, at sager om vold mod børn kommer til myndighedernes kendskab og at sikre, at kommunerne giver en god hjælp til disse børn.
Â
Eva Kjer Hansen