Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 68 af 20. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

”Kan en advokat efter gældende regler også fungere som klientens bistandsværge, og hvad er i givet fald ministerens kommentar?”

 

Svar:

 

Det følger af bistandsværgebekendtgørelsens[1] § 5, stk. 1, at politiet skal bistå retten med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge. Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller ingen af de pågældende er villige eller egnede til at blive beskikket, skal politiet indstille den bistandsværge, der på fortegnelsen over bistandsværger står for tur til at blive beskikket.

 

For så vidt angår de bistandsværger, der er optaget på statsamternes fortegnelser over bistandsværger gælder, at de antages blandt de ansøgere, der må anses for særligt egnede til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren, jf. bistandsværgebekendtgørelsens § 1, stk. 3.

 

I henhold til bistandsværgebekendtgørelsens § 1, stk. 4, kan eller bør en række personer ikke antages som bistandsværger. Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap mv., må ikke antages som bistandsværger med virke for personer på samme sygehus eller afdeling eller på samme institution mv. Det samme gælder for personer, der i øvrigt har med driften eller administrationen af det pågældende psykiatriske sygehus eller afdeling eller pågældende institution mv. at gøre. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet og kriminalforsorgen bør endvidere ikke antages som bistandsværger.

 

Advokater er ikke opregnet blandt de persongrupper, som efter bekendtgørelsen ikke bør antages som bistandsværger, og det vil derfor være muligt for en advokat at ansøge statsamtet om optagelse på fortegnelsen over bistandsværger, jf. bistandsværgebekendtgørelsens § 1, stk. 1.

 

Justitsministeriet er ikke bekendt med, at beskikkelse af advokater som bistandsværger har givet anledning til problemer i praksis, og på denne baggrund giver spørgsmålet ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger.

 



[1] Bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger med senere ændring.