Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 58 af 10. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Hvor mange er anbragt på ungdomssanktionens fase 1 i over 5 måneder, og hvad er baggrunden herfor?”

 

Svar:

1. Hovedindholdet i ungdomssanktionen er et socialpædagogisk behandlingsforløb over 2 år, der normalt er opdelt i 3 faser. 1. fase er et indledende ophold i en sikret afdeling på en døgninstitution. 2. fase er et længerevarende ophold i en almindelig døgninstitution eller godkendt opholdssted. I 3. fase iværksættes en socialpædagogisk behandling i ambulant regi.

Der er indbygget en betydelig grad af fleksibilitet i ungdomssanktionen, således at den løbende kan tilpasses – skærpes eller lempes – afhængig af den unges adfærd eller udvikling.

I straffelovens § 74 a, stk. 2, 2. pkt., er der fastsat generelle længstetider for ophold i døgn­institution eller godkendt opholdssted i forbindelse med ungdomssanktionen. Længstetiden for sådanne ophold er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgn­institution. Begår en person, der er undergivet en ungdomssanktion, ny kriminalitet, kan retten efter straffelovens § 74 a, stk. 2, 3. pkt., forlænge længstetiderne indtil 6 måneder i stedet for at idømme straf for det nye forhold.

I forbindelse med en dom til ungdomssanktion fastsætter retten længden af de enkelte institu­tionsophold inden for rammerne af de nævnte generelle længstetider. Samtidig kan de sociale myndigheder efter bemyndigelse i dommen træffe bestemmelse om overførsel eller tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt opholdssted.

2. Justitsministeriets Forskningsenhed har til brug for en evaluering af ungdomssanktionens forløb modtaget oplysninger om forløbet af 142 tilfælde, hvor der er idømt ungdomssank­tioner.

Forskningsenheden har oplyst, at ikke alle de 142 unge, som disse sanktioner angår, har opholdt sig på en fase 1-institution. Det skyldes, dels at ikke alle domme omfatter ophold i en fase 1-institution, dels at kommunen i nogle tilfælde i overensstemmelse med en bemyndigelsesbestemmelse i dommen har besluttet, at den unge ikke skulle i fase 1.

I alt har 125 af de unge opholdt sig i en fase 1-institution.

Af disse 125 unge har 8 haft et behandlingsforløb, hvor fase 1 har varet i mere end 5 måneder.

Baggrunden er, at der i nogle tilfælde har været truffet konkret bestemmelse i dommen om en længstetid på indtil 6 måneder for den unges ophold i fase 1-institution.

Herudover er der i en række af de 8 tilfælde efter dommen indtruffet forhold, der har begrundet, at varigheden af fase 1 samlet set har oversteget 5 måneder. Det drejer sig om tilfælde, hvor den unge i en periode har været rømmet fra fase 1-institutionen og/eller i en periode har været varetægtsfængslet i forbindelse med ny kriminalitet. Desuden drejer det sig om tilfælde, hvor den unge efter at være overgået til fase 2 har været tilbageført til en fase 1-institution som følge af rømning fra fase 2-institutionen og/eller som følge af ny kriminalitet.

I ingen af tilfældene har varigheden af fase 1 oversteget 8 måneder (235 dage).

Der henvises i øvrigt til redegørelsen om ungdomssanktionens forløb fra Justitsministeriets Forskningsenhed, der samtidig er sendt til Folketingets Retsudvalg.