Besvarelse af spørgsmål nr. 56 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Kan ministeren bekræfte de oplysninger, der fremgår af artiklen Tysk-dansk nazi på www.demos.dk?”

 

Svar:

 

Det fremgår af den i spørgsmålet omtalte artikel, at der den 4. november (uden nærmere angivelse af årstal) blev afholdt ”en tysk/dansk nazikoncert” i et kommunalt ejet forsamlingshus i Fårhus i Sønderjylland.

 

Justitsministeriet har derfor til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Politimesteren i Gråsten, der har oplyst, at der lørdag den 4. november 2006 blev afholdt en koncert i et forsamlingshus i Fårhus ved Padborg, og at koncerten blev afviklet i ro og orden.  

 

Politimesteren har endvidere oplyst, at politiet har modtaget oplysninger om, at der i forsamlingshuset under koncerten fandtes nazi-symboler på væggene.

 

Endelig har politimesteren oplyst, at forsamlingshuset drives som en selvejende institution i form af et interessentskab, som kommunen intet ejerskab har til.

 

Jeg kan henholde mig til udtalelsen fra Politimesteren i Gråsten.