Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 444, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 14. september 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 444 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Kan ministeren bekræfte, at strafniveauet for familievold, herunder vold mod børn, er lavere end strafniveauet for anden vold herunder restaurationsvold, og synes ministeren i givet fald, at dette er rimeligt?”

 

Svar:

 

I forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (strafskærpelsesloven) blev der fastlagt en ordning, hvorefter Rigsadvokaten løbende afgiver redegørelser om udviklingen i strafniveauet i blandt andet voldssager. Det fremgår af Rigsadvokatens seneste redegørelse fra juni 2007, som er sendt til Retsudvalget den 18. juli 2007, at der er sket en forhøjelse af strafniveauet i voldssager i overensstemmelse med lovændringen, og at dette også gælder i sager om familievold.

 

Det fremgår af redegørelsen, at vold i familieforhold forud for lovæn-dringen i 2002 medførte straffe, der gennemsnitligt lå under det niveau, der blev anvendt for vold i andre relationer, og at strafudmålingen i sager om familievold er meget konkret begrundet, idet der lægges betydelig vægt på omstændighederne i forbindelse med voldsudøvelsen.

 

På den baggrund har Justitsministeriet den 21. september 2007 anmodet Rigsadvokaten om en nærmere vurdering af strafniveauet i sager om vold i familierelationer i forhold til sager om tilsvarende vold i andre relationer. Justitsministeriet har anmodet Rigsadvokaten om på grundlag af en gennemgang af retspraksis at vurdere, om en eventuel forskel i det generelle strafniveau alene skyldes, at der i sager om vold i familierelationer oftere foreligger omstændigheder, som efter straffelovens almindelige strafudmålingsregler normalt skal tale for en mildere straf, eller om der kan være behov for nye initiativer med henblik på at sikre en ensartet vurdering af voldssager.

 

Når Rigsadvokatens udtalelse foreligger, vil jeg orientere Retsudvalget herom, og jeg vil på grundlag heraf tage stilling til, om der bør tages nye initiativer på området.