Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 414, som Folketingets Retsudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 23. august 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 414 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvad er erfaringerne med den behandlingsgaranti for indsatte stofmisbrugere, som trådte i kraft 1/1-07, og hvor mange indsatte har benyttet sig af behandlingsgarantien, herunder forholdsmæssigt i forhold til antallet af indsatte, som skønnes at være omfattet af behandlingsgarantien?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at man er i færd med en statistisk bearbejdning af de data, som indtil nu er registreret til brug for erfaringsopsamlingen vedrørende behandlingsgarantien til indsatte stofmisbrugere. Det forventes, at direktoratet kan have en redegørelse indeholdende statistiske oplysninger færdig inden udgangen af 2007. Når redegørelsen foreligger, vil Retsudvalget blive orienteret herom.

 

Endvidere har direktoratet oplyst, at samtlige fængsler og arresthuse i foråret 2007 blev anmodet om at indberette eventuelle tilfælde, hvor behandlingsgarantien ikke overholdes, direkte til direktoratet. Direktoratet har indtil videre ikke modtaget nogen indberetninger om manglende overholdelse af behandlingsgarantien. I den forbindelse har nogle fængsler oplyst, at de har venteliste på specifikke behandlingstilbud, men at de indsatte i disse tilfælde er blevet tilbudt overflytning til et andet fængsel, hvor behandlingen ville kunne iværksættes inden for 14 dage i overensstemmelse med intentionerne bag behandlingsgarantien.